Det er korrekt, at risikoen for blærekræft stiger, når man får farvet sit hår. Amerikanske studier har vist, at ikke kun kunderne, men også frisørerne, der kan løbe en risiko ved at anvende hårfarver. De, der tidligt begynder at bruge hårfarver og bliver ved med det, har en øget risiko for at udvikle bestemte kræftarter. Især de mørke hårfarver.
I en tysk økotest af hårfarver, som findes i tidsskriftet Kosmetik nr 1/2001, blev alle undersøgte produkter betegnet som ”ikke anbefalingsværdige”. For alle indholdt de såkaldte aromatiske aminer som fx phenylendiamin (PDA), som allerede blev forbudt af nazisterne, 2,5 toluendiamin eller alpha-naphtol. 49 produkter indeholdt desuden Resorcin, der trænger ind i huden og ved forsøg med menneskelige blodceller har vist sig at føre til ændringer i kromosomerne.
Også hårkure og skylninger, der skal bruges efter farverne, indeholder betænkelige stoffer. Mange hårtonere er i virkeligheden også farvestoffer, mens ægte toninger kan vaskes ud igen. Hårfarver, der giver en blond farve, indeholder også de skadelige aminer, mens det, der virker, for det meste er brintoverilte. Kemiske hårfarver kan hos nogen også give brandsårslignende skader og allergiske reaktioner med kronisk eksem.
Et godt alternativ til de kemiske hårfarver er plantehårfarver, der ved en anden økotest for de flestes vedkommende har vist sig at kunne bruges uden betænkeligheder (16 ud af 22 undersøgte). Nogle plantehårfarver indeholdt dog også aromatiske aminer eller farveforstærkeren Picramat, som er svagt allergifremkaldende og ændrer kromosomerne.
Blærens slimhinde får nedsat modstandskraft, når den bliver påvirket af kemiske stoffer, fx stammende fra hårfarver. Så der kan være en øget risiko for blærebetændelse, foruden for blærekræft. Gentagne betændelser eller anden vedvarende irritation er ofte forløber for kræftlidelser.
Man må som kvinde (og mand) lade være med at få sit hår farvet med de farlige hårfarver og prøve at være tilfreds med sin naturlige farve, evt., bruge de rimeligt sikre plantehårfarver.