Flyvning og ørerne

Nogen mennesker har problemer med det lille rør, der på begge sider går fra bageste del af næsehulen og op til mellemøret- det eustachiske rør. Trykket skal være ens i mellemøret og uden for trommehinden. Vi er sådan indrettet, at hver gang vi synker, åbner vi for en udligning af trykket gennem det eustachiske rør. Luften i mellemøret bliver nemlig optaget i slimhinden og blodet, så der er jævnligt brug for mere luft.

Er slimhinden i næsen hævet, kan det knibe med at få rørene til at fungere. Årsagen kan fx være allergi eller forkølelse. Så lytteren må søge efter det, hun eventuelt er allergisk over for eller ikke kan tåle. Mange tåler fx ikke mælk eller gluten fra hvede.

Det er bedst at blive undersøgt hos en øre-næse-halslæge, hvis man har store problemer med trykudligningen i ørerne ved højdeforskelle.

Vedr. flyvning kan løsningen være at bruge ”Ear Planes R” flight ear protection. Det er trykregulerende ørepropper af blød silikoneplast med indbygget keramisk trykregulator. Man kan tage dem på før flyvningen påbegyndes, hvis man er meget følsom, men ellers skal de tages på i god tid, inden nedstigningen til lavere højde påbegyndes. De fås både til voksne og børn og kan købes på apoteket.

Problemet ved flyvning er, at nogen har svært ved at udligne trykket på begge sider af trommehinden. Når flyet går op, bliver trykket udenfor øret mindre og mindre i forhold til trykket i mellemøret. Derved siver luften ud af mellemøret gennem det eustachiske rør, ofte i små plop. Når flyvehøjden mindskes ved landing, stiger trykket udenfor øret, hvorved trommehinden presses indad og bliver stram, så man ikke hører så godt, og det spænder ubehageligt. Det går væk, når der kommer luft op gennem det eustachiske rør, fx ved at man gaber eller tygger tyggegummi og synker spyttet.

Der er nogen mennesker, der har problemer med trykudligningen, og så er det, der er brug for et hjælpemiddel, fx Ear Planes eller et andet middel, Otovent, hvor man puster en ballon op med næsen. Det kan også købes på apoteket.

Comments are closed.