Nedsat funktion af binyrebarken – binyrebarkinsufficiens – kan normalt skyldes to forskellige ting: Enten at binyrebarken ikke er i stand til at danne tilstrækkelig meget
binyrebarkhormon, eller at hypofysen ikke danner nok af hormonet ACTH, som stimulerer binyrebarken til at danne hormoner.
Det er, når binyrebarken i sig selv ikke kan danne nok hormon, at Addisons sygdom opstår. Den kaldes også primær adrenocortical insufficiens. Det er en ret sjælden sygdom,
der kan opstå i alle aldre og både hos mænd og kvinder. De fleste tilfælde af Addisons sygdom skyldes formentlig an autoimmun proces, hvor et afsporet og overreagerende immunsystem undertrykker binyrebarkens funktion. Læs mere om auotimmune sygdomme på www.dsgnet.dk
Symptomerne er træthed, svaghed, appetitløshed, kvalme og opkastning, vægttab, mavesmerter, svækket hjertefunktion med lavt blodtryk, som forværres sår man rejser sig fra liggende eller siddende stilling, og hos nogen for lavt blodsukker. Sanserne som smags- og lugtesans samt hørelse kan være forstærkede.
Der er desuden oftest en øget pigmentering i form af brunfarvning af dele af huden, typisk ved albuer og hænder. Nogen får mørke fregner, og der kan være hvide pletter som ved vitiligo. Solbrunhed forsvinder ikke som normalt. I munden kan der være blå-sorte pletter på slimhinderne.
Symptomerne kan variere fra meget lette til livstruende shock.
Der kan også være personlighedsforandringer med iritabilitet og rastløshed.
I de tidlige stadier er der ikke nogen sikre forandringer i rutine-blodprøver. Der er lave mængder af kortisol og aldosteron i blodet, og hvis man stimulerer binyrebarken med ACTH, kommer der en svækket reaktion med ingen eller kun lille stigning af kortisol i blodet. Denne prøve er den vigtigste, når man skal stille diagnosen.
Ved mere udtalte tilfælde kommer der et nedsat indhold af natrium og bikarbonat i blodet, mens kalium i blodet er forhøjet. Der kan være trang til at spise salt.
Behandlingen består i at give binyrebarkhormon af to slags. Dels glukokortikoid i form af hydrocortison og dels mineralocorticoid i form af flurocortison. Det er sjældent, at der er bivirkninger af kortison ved Addisons sygdom.
Den normale mængde kortison er 20-30 mg dagligt. Det er bedst at tage kortison til maden, da kortison kan øge surhedsgraden i maven og virke toksisk på slimhinden.
For at efterligne døgnrytmen er det bedst at tage 2/3-del af dosis om morgenen og 1/3-del til aftensmaden. Nogen får søvnproblemer, irritabilitet og ophidselse efter starten af behandlingen, og man skal så sætte dosis ned.
Flurocortison gives som 0,05 eller op til 0,1 mg flurocortison dagligt, og man kan følge effekten ved at måle blodtrykket og natrium, kalium og bicarbonat i blodet. Samtidig skal Addisonramte tage godt med salt (3-4 gram) dagligt.
Hos kvinder med Addison kan indholdet af mandligt kønshormon (androgener) være lavt, og nogen læger giver 25-50 mg dihydroepiandrosteron (DHEA) dagligt for at bedre livskvaliteten og styrke knoglerne.
Alle, der er i behandling med binyrebarkhormon skal have et kort i deres taske eller pung med beskrivelse af den. I tilfælde af anden sygdom eller sværere skader, kirurgi eller tandudtrækning kan behovet for binyrebarkhormon stige, og man må under alle omstændigheder ikke holde op med behandlingen.
Nedsat funktion af binyrebarken kan også ses efter behandling med binyrebarkhormon i større doser i længere tid (mere end en uge), eller hvis hypofysen ikke danner nok ACTH.
I disse tilfælde er der normalt ikke øget pigmenterin af huden eller slimhinderne, og der er en næsten normal produktion af hormonet androsteron i binyrebarken.
Selvom det er længe siden, man er holdt op med at få binyrebarkhormon, kan binyrebarken være svækket, så den ikke kan fungere godt nok i tilfælde af sygdom, kirurgi eller skader, så det er vigtigt at beholde kortet om behandlingen hos sig og
vise det, hvis man skal til læge eller på sygehuset.