Immunforsvar hos børn

Meget for tidligt fødte børn har ofte en øget sårbarhed over for luftvejsinfektioner, men børn, der er født mindre end en måned for tidligt, regnes normalt ikke til denne gruppe. Får børnene modermælk, styrkes deres immunforsvar meget ved hjælp af immunstoffer i mælken.

Kosten og mave-tarmfunktionen har i det hele taget stor betydning for børns sundhed og modstandskraft mod sygdom, og ved tilbagevendende bronkitis og mellemørebetændelse mm. er det min erfaring, at man kan have glæde af et totalt stop med mælk og mælkeprodukter i fx tre måneder.

Undtagelsen er youghurt (naturel), der ofte tåles bedre end mælk, og de sunde mælkesyrebakterier i youghurt er meget vigtige for opretholdelse af et normalt immmunforsvar, især hvis der er givet behandlinger med antibiotika, der påvirker den normale tarmbakterieflora meget negativt. De normale tarmbakterier stimulerer immunforsvaret og producerer vitaminer og antioxidanter, der har stor betydning for modstandskraften.

Vil barnet ikke så gerne have mælk, skal man lade være med at give det, da barnet så formentlig ikke kan tåle mælk. Hvis børn ikke drikker mælk i mere end tre måneder, bør der gives et kalktilskud, hvis ikke barnet får mange grønsager, der sammen med ukogt vand er de vigtigste kilder til kalk. I stedet for mælkefedtet kan man give det sunde fedt i gode olier, fx Børnenes Olie, Nutridan Strong citron, Livets Olie eller Udo’s Choice. Disse olier kan let bruges i fx en smoothie

Mange børn med intolerans over for mælk får tilbagevendende mellemørebetændelse, bronkitis, dårlig mave, børneeksem mm. Så det kan som nævnt være godt med en mælkepause i 3 måneder for at se, om barnet så får større modstandskraft mod infektioner.

Intolerans eller allergi over for fødemidler er ofte med til at nedbryde immunforsvaret, og en hjælp til at finde ud af, hvad et barn ikke kan tåle, kan man få ved at læse Jonna Deibjergs bog ”Urolige unger og skrantende børn”, og jeg kan også anbefale bogen ”Raske børn er glade børn – forebyggelse og behandling af børns sygdomme med naturlige midler” af Marianne Palm.

Det er vigtigt, at forældre og eventuelle dagplejeforældre ikke ryger, da det øger risikoen for luftvejssygdomme og mellemørebetændelse betydeligt.

Mange små børn har jernmangel, især hvis de ikke har fået modermælk eller jerntilskud. Almindelig mælk indeholder næsten intet jern. Man bør normalt få undersøgt ved en blodprøve (serum-ferritin), om der er tale om jernmangel, før man giver jerntilskud. Til børn i den alder skal det helst være flydende, og her kan man fx vælge Healthcrafts Jernkraft, der smager af solbær og smager godt. Men det er nødvendigt at opbevare jernpræparater på et sted, hvor børnene ikke kan få fat i det, da jern i større doser er giftigt. Nogen børn vil også tage Kräuterblut mikstur, der indeholder jern. Jernmangel giver dårligt immunforsvar og gør ofte børn urolige, kræsne og adfærdsvanskelige samt hæmmer børns intelligensudvikling.

I det hele taget betyder det meget for børns modstandskraft mod infektioner, at de får nok af vitaminer og mineraler, først og fremmest gennem en sund og varieret kost, men mange børn spiser ensidigt og for lidt grønt og frugt, så det er nødvendigt at give tilskud. Et godt produkt er her der flydende og velsmagende Kindervital, der indeholder en række vitaminer og mineraler i let optagelig form, blandt andet kalk og D-vitamin.

D3-vitamin er meget vigtigt for immunsystemets normale funktion, så det er vigtigt at få tilskud af D3-vitamin. Især i efteråret, vinteren og foråret, mens man om sommeren på grund af den høje sol godt kan danne nok selv i huden. Børn skal have mindst 35 mikrogram dagligt til et hovedmåltid (det bedrer optagelsen meget). Større børn gerne 70 mikrogram dagligt.

Zink spiller en stor rolle for immunforsvaret og kan for eksempel ved at blive giver sammen med antibiotika forbedre virkningen, forkorte sygdommen og opholdet på hospitalet (The Lancet, May 2004). Findes også i flydende form.

Andre gode muligheder for at styrke børns immunforsvar er Bidro til børn, BioStrath og kosttilskuddet ”Urtemixtur med vitaminer” , urtedråber til børn med indhold af kamilleblomst, lakridsrod, rød solhat (echinacea), læge-jernurt, hyldebær og anisolie. Men grundlaget for et godt immunforsvar og sundheden i det hele taget er selvfølgelig en sund og varieret kost med så lidt af kunstige kemiske stoffer som muligt.

Børn bør også hærdes ved ikke at blive pakket for meget ind i mange lag tøj. Så sveder de, kan ikke røre sig ordentligt og ender med at tage for meget tøj af. I gamle dage hærdede man børn ved at vaske dem med koldt vand og frottere dem ordentligt bagefter. Børn skal også have lov til at blive beskidte. Det styrker også deres immunforsvar. Det psykiske har også betydning. Stress og utryghed hos barnet vil uvægerligt nedsætte modstandskraften. Mange børn bliver tit syge i en periode, når de kommer i fx vuggestue eller børnehave, og her spiller både usikkerhed og smitte fra de andre børn en rolle.

I ret sjældne tilfælde er der tale om mangel på visse immunstoffer, blandt andet gammaglobulin og komplement c4, eller mangel på MBL = mannosebindende lektin (især børn under to år). Se nedenfor.

Komplement indgår i immunsystemet, og mangel på komplement c4 medfører en øget tendens til betændelse, dels med bakterier og dels nældefeberlignende forandringer i de små blodårer, fx i tarmene, med udsivning af væske – angioødem. Det kan være svært at finde ud af, hvad der sætter denne proces i gang, altså udløser den allergiske reaktion. Man kan mistænke et eller andet i kosten, og det er derfor vigtigt at føre en dagbog, hvori man skriver alt om anfald, især hvad der er blevet spist og drukket, før smerter og sygdomssymptomer kommer.

Mannose bindende lektin – MBL

Mannosebindende lektin – MBL – er en del af komplementsystemet, som igen er en vigtig del af immunsystemet.

MBL er et protein, der binder sig til en række sukkerarter, for eksempel glukosamin, mannose, fucose og glukose, der alle er essentielle sukkerstoffer, hvoraf flere ikke findes i den sædvanlige kost i tilstrækkelige mængder.

Når MBL har bundet sig til sukkerstofferne, kan de sætte sig på overfladen af virus, bakterier, svampe mm. som har sådanne sukkere på overfladen. Dette aktiverer komplementsystemet, som så bekæmper de skadelige mikroorganismer. MBL kan også sætte sig direkte på celleoverflader og derved fremme, at hvide blodlegemer (“æder”) mikroorganismerne. Disse mekanismer er især vigtige de f’ørste halvandet leveår, hvor det øvrige immunsystem ikke er ordentligt modnet.

MBL-mangel er en af de mest almindelige former for immunsvækkelse hos mennesker og kommer primært fra mutationer i et gen for MBL. Det betyder, at mennesker med MBL-mangel ikke kan sammensætte det fuldt virksomme protein, der aktiverer resten af immunsystemet. Mange studier har vist, at mangel på MBL øger tilbøjeligheden til infektioner, især luftvejsinfektioner i den tidlige barndom.

Da en af mekanismerne i hele processen er koblingen med de essentielle sukkerstoffer, er det selvfølgelig vigtigt, at der er nok af disse sukkerstoffer til stede, så jeg synes, så det kan anbefales at forsøge med tilskud af de essentielle sukkerstoffer – ofte kaldet

glyko-ernæring. (se under sunde sukkerstoffer, essentielle sukkerstoffer).

I Aloe vera gel er der særlig store mængder af mannose (ace-mannan), så blot tilskud af Aloe vera gel kan måske bedre situationen, selvom det selvfølgelig ikke kan garanteres. Jeg ville nok råde til også at få tilskud af de andre essentielle sukkerstoffer.

Jeg har på Internettet fundet ud af, at man på Rigshospitalet, Vævstypelaboratoriet, har arbejdet med at give tilskud af MBL. Så det vil nok være rimeligt, at behandlende læger ved MBL mangel kontakter Vævstypelaboratoriet og taler med en af de forskere, der har arbejdet med MBL-mangel.

Mange børn tåler ikke mælkeprotein og får ofte infektioner, når de får mælk. det forekommer oftest i samme periode, hvor manglen på MBL giver de fleste symptomer, altså i de første to leveår. Der kan derfor være en idé i at holde en pause med mælk i fx tre måneder og se, om det kan bedre situationen.

Desuden er det vigtigt at få børnenes tarmbakterieflora i topform igen. Den bliver ødelagt af antibiotika, som oftest bliver givet ved de mange infektioner, som karakteriserer mangel på MBL. Hvis man ikke har en normal tarmbakterieflora, vil det gå ud over immunforsvaret, der hele tiden stimuleres af tarmbakterierne, og man risikerer, at skadelige bakterier og svampe (fx candida) kommer til at fylde for meget og fx danne gifte, der svækker kroppen og immunsystemet yderligere, samtidig med at tarmslimhinden bliver utæt, Herved kan der optages ikke helt nedbrudt føde, hvorved immunsystemet bliver overstimuleret og allergi kan opstå

Mælkesyrebakterier er gode til at genkolonisere tarmen med sunde bakterier, og det samme gælder Vita Biosa, der er en samling af sunde bakterier og svampe, især mælkesyrebakterier, der dels rydder op i den dårlige tarmbakterieflora, dels gør tarmslimhinderne mere sunde og tætte, og dels danner masser af gode antioxidanter, der hjælper alle funktioner i kroppen. Se www.biosa.dk  Vita Biosa smager ikke særlig godt, men kan gives blandet med fx saft.

Jeg kan anbefale at læse bøgerne ”Immunforsvarets nye ABC” og/eller ”Styrk immunforsvaret – og tjen flere penge”. Begge bøger er skrevet af naturopath og biopat Pernille Lund og er udkommet på forlaget Hovedland.

 

Comments are closed.