Bihulerne sidder i ansigtsskelettet rundt om næsehulen og tømmer sig ud i den. De er beklædt med slimhinde, og åbningen til næsehulen er ofte lidt snæver, så afløbet kan blive besværligt. En af bihulernes funktioner er at være med til at opvarme og fugte indåndingsluften. Bihulernenes overflade er en slimhinde med fimrehår, der kan vifte virus og bakterier ud og hen til celler fra immunsystemet, der kan bekæmpe dem.
Hvor der ikke er ordentligt afløb, vil der før eller senere komme betændelse. Det gælder også bihulerne. Årsagen til snævre udløb fra bihulerne kan være arvelig tilbøjelighed, allergi eller hyppige infektioner med hævelse af slimhinderne i næsehulen og selve bihulen. Slimen, der dannes hele tiden i bihulerne, kan også blive så sej, at den ikke så let kan komme ud, fx hvis man drikker for lidt eller opholder sig i meget tør luft eller støvforurening. Slimhinderne kan også blive irriterede af tobaksrøg, der samtidig nedsætter modstandskraften mod betændelse.
Kæbehulebetændelse kan opstå i forbindelse med rodbetændelse i en af overmundens tænder.
De hævede slimhinder i næsehulen og bihulerne kan også skyldes allergi. Visse fødemidler, fx mælk, er slimdannende, og mange voksne tåler ikke mælkeproteiner, fordi de ikke nedbrydes ordentligt, og småstumper – små kæder af aminosyrer i form af peptider – kan smutte ind gennem tarmslimhinden, hvorefter kroppen danner antistoffer mod dem, og peptiderne kan også virke som exotoxiner – gifte for kroppen, især nervesystemet.
Dette sker især, hvis tarmslimhinden er utæt, så der er plads mellem cellerne til, at ikke helt nedbrudte stoffer fra føden kan smutte ind i blodet. Utæt tarmslimhinde kan fx skyldes en for stor mængde af candidasvampe i tarmkanalen, hvilket igen oftest skyldes en kost med for meget sukker, andre søde ting, gær og raffinerede fødevarer som fx brød der er bagt af fint, hvidt mel. Mange tåler heller ikke gluten, der især findes i hvedemel, men også i mange andre ting. Det kan resultere i sygdommen cøliaki. Mere oplysning om cøliaki kan fås hos Dansk Cøliakiforening, tlf. 7010 1003. Se oså under coeliaki på www.radiodoktoren.dk
Der er altså en klar sammenhæng mellem kosten og bihulebetændelse hos nogen mennesker, så det kan betale sig at lave sig en allergidagbog, hvor man noterer alt det, man har spist og drukket, før symptomerne forværres.
Symptomerne ved bihulebetændelse er trykken og ømhed over bihulerne, oftest kæbehulerne, der sidder mellem kindbenene og næsen. Men pandehulerne, der sidder over næseroden og lidt ud til siderne, kan også være angrebet. Der er dunkende smerter, tæthedsfornemmelse af næsen og ofte gult, tykt udflåd, som det er svært at komme af med. Mange har samtidig en mere diffus hovedpine. Er der samtidig en candidainfektion, vil toksinerne forgifte generelt, med træthed og dårlig tilpashed til følge samt evt. hovedpine, muskelsvaghed og muskelsmerter.
Diagnosen bihulebetændelse kan stilles på symptomerne, der er næseflåd med gul betændelse samt ømhed over bihulerne. Evt. undersøgelse hos øre-næse-halslæge samt CT-scanning eller røntgenundersøgelse, der vil vise sløring af bihulerne ved betændelse. Er der tvivl om, at der er betændelse, kan man påvise det ved hjælp af en blodprøve (CRP). Læs mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk
Behandlingen går først og fremmest ud på at fjerne årsagen, skabe afløb og få slimen til at blive tyndere og lettere at komme af med. Det vil blandt andet sige at undgå tobaksrøg og drikke meget vand. Man kan også skylle sin næsehule med 0,9% saltvand, som man selv kan fremstille ved at blande en teskefuld salt med en trediedel liter vand. Blandingen må ikke give svie. Man kan prøve efter i øjet. Indsnusning af kamilledamp er også godt.
Ved at massere 8 x 8 gange på knoglefremspringene ved siden af næsen kan man få slimen til at flyde lettere og komme af med den. Disse punkter kaldes ”næse fri” punkter på kinesisk og er akupressurpunkter. Det er også godt at massere på et punkt opadtil i svømmerhuden mellem tommel- og pegefinger. Det rigtige punkt er let at finde, da det er
ømt ved tryk. Akupunktur er også værd at prøve.
Det er vigtigt at styrke sit immunforsvar med en sund og varieret kost med mindst 600 gram grønt og frugt dagligt. Ekstra C-vitamin, fx et gram 2-3 gange dagligt, kisel og zink er værd at tage som tilskud for at styrke slimhinderne og immunforsvaret. Echinacea er også godt at tage (rød solhat). Naturmidlet Membrasin (ekstrakt af Havtorn) er også rigtig godt for slimhinderne.
I svære tilfælde kan man skaffe afløb fra betændte bihuler ved at punktere dem (øre-næse-halslægen) og skylle dem. Ved tilbagevendende bihulebetændelse kan man udvide udløbet fra bihulen ved hjælp af en kikkertoperation. Det er kun i få tilfælde, at det er nødvendigt at operere. I sjældne tilfælde kan der opstå en byld, evt. med spredning til hjernehinderne og øjenhulen.
Der er lavet adskillige undersøgelser af behandling af bihulebetændelse med enten antibiotika eller snydemedicin, og de fleste undersøgelser viser ingen sikker forskel på virkningen. Der sker derfor ikke noget ved at se det an, men i svære tilfælde kan det være nødvendigt med antibiotika.
Flere naturlige midler har antibiotisk virkning. Det gælder fx hvidløg, prikbladet perikum (hyperikum), bukkehornsfrø, ekstrakt af olivenblade (fx OliVir). Det tibetanske urtepræparat Padma 28 modvirker også infektion og er et stærkt antioxidant. Læs mere om antibiotika alternativer på www.radiodoktoren,.dk
Ved mistanke om candidainfektion i tarmene og allergi kan det anbefales at tage et tilskud af probiotika, mælskesyrebakterier eller effektive mikroorganisme (EM) i form af Vita Biosa. Start med to spiseskefulde tre gange dagligt, og gå ned til en gang dagligt, når symptomerne er væk. Candidasvampe kan ikke leve i den gode tarmbakterieflora, som Vita Biosa skaber, og de effektive mikroorganismer producerer masser af antioxidanter. Desuden er det godt at tage tilskud af det svovlholdige, naturlige middel MSM (methylsulfonylmethane), som er totalt ugiftigt og både modvirker allergi og virker smertestillende. Desuden er det med til at gøre tarmene tætte. Læs mere om candida på www.radiodoktoren.dk
Grapefrugtkerneekstrakt, fx Citricidal, Aloe vera og olivenolie modvirker også candida.
Det er ikke nogen god idé at tage smertestillende tabletter, fx acetylsalicylsyre eller paracetamol. En undersøgelse har vist, at hvis man blot tager to af disse tabletter mod smerter ved bihulebetændelse, skal man regne med at være syg en hel dag ekstra. Så meget påvirkes de selvhelbredende kræfter. Samtidig sløves man evt. også (paracetamol).
I nogle tilfælde er der tale om svampeinfektion i bihulerne. Ørelægen vil kunne få dette undersøgt. En svampekur med medicin kan så være nødvendig.