Levercirrhose er en betændelsesagtig tilstand i leveren, hvor der opbygges store mængder af bindevæv (arvæv) og fedtdepoter i leveren, der bliver hård og knudret.
Samtidig kan blodgennemstrømningen i leveren blive nedsat, så blodet søger andre veje uden om leveren. det kan medføre åreknuder omkring navlen og nederst i spiserøret.
Leverens funktion bliver påvirket, hvilket går ud over hele kroppens funktion og giver problemer med afgiftning af maden og kemiske stoffer.
Betegnelsen fedtlever dækker over et forstadium til levercirrhose, hvor der ophobes fedt i levercellerne. Det kan blandt andet skyldes giftige stoffer, især opløsningsmidler, sukkersyge og fedme. I fedtvævet opstår inflammation, som medfører celledød og dannelse af arvæv.
Blandt årsagerne til levercirrhose spiller alkohol en stor rolle, men andre årsager er efterhånden blevet hyppigere. Det gælder først og fremmest hepatitis C leverbetændelse og andre virusbetingede betændelser, for eksempel hepatitis B. Der kan også ligge stofskiftesygdomme bag, blandt andet med ophobning af jern eller kobber i kroppen, og dårligt hjerte. Gifte og opløsningsmidler samt tungmetaller er ofte medvirkende årsager, og det samme gælder for en række lægemidler mod blandt andet epilepsi og for højt blodtryk. Håndkøbslægemidlet paracetamol kan ved længere tids brug eller brug i for høje doser beskadige leveren meget, især sammen med paracetamol (Panodil, Pamol m.fl.).
Der opstår en kronisk og nedbrydende galdegangsbetændelse (cholangitis) med øget bindevævsdannelse. Ses ofte sammen med kroniske inflammatoriske tarmsygdomme som fx Crohns sygdom og colitis ulcerosa, der er autoimmune sygdomme, hvor kroppen danner antistoffer mod sine egne væv.
Symptomerne er træthed, appetitløshed, opsvulmet mave, symptomer fra maven og tarmene, væskeophobning, rødme af håndfladerne, forstørret lever, galdesten, blå mærker (øget blødningstendens), blodmangel, svind af testiklerne, bryster hos mænd, tab af hår i armhuler og på brystet, edderkoppelignende udvidelser af blodkar i huden og psykiske ændringer. Det kan ende med væske i bughulen og ophobning af ammoniak og andre gifte i blodet.
Når blodet ikke kan løbe let gennem leveren på vej til hjertet, vil det søge uden om og kunne udvide årerne omkring navlen samt nederst i spiserøret, hvor der dannes åreknuder. Går der hul på åreknuderne i spiserøret kan der opstå livstruende blødning.
Diagnosen stilles ved blodprøver, scanning af leveren og leverbiopsi, hvor man suger en lille prøve af levervævet ud gennem en kanyle.
I behandlingen er det vigtigste at forsøge at gøre noget ved årsagen, blandt andet at stoppe med alkohol, og desuden forsøger man at behandle symptomerne. Man skal ikke spise for meget ad gangen, men hellere spise mange små måltider. Man bør spise godt med lødigt protein og helst spise fjerkrækød og fisk, lam og kalv.
Der vigtigt at undgå margarine, transfedt og friturefedt samt at sørge for at få nok af de sunde fedtsyrer i olivenolie, avocado, fed fisk, fiskeolie, hørfrøolie, mandler, nødder og kæmpenatlysolie. Desuden bør man ikke spise for meget sukker og raffineret kost. Man bør også spise en rimelig mængde økologiske eller biodynamiske grønsager og usprøjtet frugt.
Det er vigtigt at forsøge at rense og aflaste leveren med for eksempel saftfaste og udrensningskure. Her kan det anbefales at bruge naturmidlerne Marietidsel, mælkebøtte, artiskokekstrakt og Elixir, der er et ayur-vedisk produkt. Curcumin og grøn te ekstrakt er også gode tilskud. Det bør sikres, at kroppen får tilstrækkeligt af vitaminer, andre antioxidanter, mineraler og aminosyrer. Er leveren meget skadet, skal man passe på med ikke at give for store doser af de fedtopløselige vitaminer (D, E, A og K).
Ekstrakt af vindruekerner indeholder stoffer, der meget effektivt modvirker de skadelige frie iltradikaler. Et studie har vist, at det beskytter leveren bedre end C- og E-vitamin, især mod skader på leveren og nyrerne som følge af paracetamol overdosering. Den typiske, daglige dosis er på mellem 50 og 300 mg.
Phosphatidylcholin (PC) er et af de vigtigste næringsstoffer for leveren. Det er et fosfolipid, et stort molekyle, der er en universal byggesten til cellemembranerne. Leverens mange funktioner er afhængig af dens evne til at danne nye cellemembraner. PC er derfor utrolig vigtigt for en god leverfunktion. De beviste virkninger af PC er forbedringer af målene for leverskader, hurtigere bedring af leverens funktion og levervævet. Anbefalet dosis er 300-500 mg dagligt, men studier har vist, at PC har hjulpet med at bekæmpe leverlidelser og er blevet godt tålt i doser på op til 4,6 gram dagligt.
SAMe – S-adenosyl-L-methionin – er et molekyle, der bliver produceret af alle levende celler, og som er involveret i mange vigtige biokemiske reaktioner i kroppen. Blandt andet i methylering, som er vigtig for mange kemiske processer i kroppen, for eksempel for reparationen af skadet DNA, afgiftning af kræftfremkaldende stoffer og for produktionen af hormoner, der modvirker aldring. Manglende methylering kan blandt andet skade leveren.
Fordøjelsen skal være så god som muligt, blandt andet ved hjælp af sikring af tilstrækkelig mavesyre og et tilskud af vegetabilske fordøjelsesenzymer samt galdesalte. Aloe vera juice eller drikkegel et par gange dagligt mellem måltiderne kan også være gavnligt. Der bør være ufordøjelige kostfibre i maden, blandt andet knuste hørfrø, og der bør gives et tilskud af probiotika.
Afføringen skal holdes i gang, så der ikke ophobes giftstoffer i tyktarmen. Her kan man med fordel anvende laktulose, der kan hjælpe med at fjerne ammoniak fra kroppen. Regelmæssig skylning af tyktarmen på en Colon Hydro klinik kan være meget gavnlig.
Mennesker med levercirrhose har en øget risiko for at udvikle cancer i leveren. Forskere fra Osaka City University har fundet, at tilskud af K-vitamin nedsætter risikoen for kræft i leveren hos kvinder med cirrhose på grund af virus. Kvinder, der fik tilskud af k-vitamin havde kun 20 procent af den risiko, som kvinder, der ikke fik tilskud af K-vitamin havde. (JAMA, July 21, 2004).
I undersøgelsen, der omfattede kvinder med cirrhose på grund af hepatitis B eller C, anvendte man 45 mikrogram K2-vitamin dagligt. Kvinderne blev fulgt gennem otte år.
K-vitamin har også vist sig at hæmme vækst af kræftceller uden for kroppen (reagensglasforsøg). Forskerne konkluderer, at K2-vitaminer er en sikker og billig måde af forhindre fremkomsten af kræft i leveren ved cirrhose.