Vabler

Hvis man vil undgå vabler, er det godt at hærde huden, fx ved at gå på bare fødder, når det er muligt (”hippiemetoden”). Desuden ved at pleje sin hud med god fodcreme og ved at holde hård hud væk. Hård hud sladrer om, at der er et for stort tryk mod huden på det sted, hvor den hårde hud kommer. Fx fra sko, der ikke passer.

Når huden fødderne skal udsættes for store belastninger, fx på vandreture eller klatring i bjerge, er det en god idé at bruge det tynde plaster, man kalder ”englehud” på udsatte steder på fødderne.

Det er en meget god idé at gnide de udsatte steder med hjortetalg før belastning af fødderne. Jeg har fundet frem til et firma, der sælger hjortetalg, på Internettet, nemlig http://www.imperial-oel-import.de Firmaet har en afdeling i Hamborg. Talg er godt til at gøre huden smidig og modstandsdygtig med. Det er faktisk det, der er meningen med alle vores talgkirtler. Hvis flere brugte og efterspurgte hjortetalg, så ville apotekerne sikkert også føre det igen.

Det er vigtigt at bruge de rigtige strømper. Inderst skal der være et par tynde sokker, fx Helly Hansen eller Seal-skin. Yderst et par tykke sokker. Strømperne skal passe perfekt. De må hverken være for store (så der kommer folder) eller for små (så de klemmer tæerne sammen).

Støvler og vandresko skal passe, så de ikke klemmer nogen steder, og de skal gås til. Man skal ikke bruge andres støvler eller sko. Man kan ved brug af læderstøvler stå med dem lidt i vand og så gå dem tørre.

Har man fået vabler, skal man, hvis de er små, lade dem være i fred, men evt. beskytte dem med et specialplaster. Er de større, skal man dræne dem gennem et lille hul i kanten af vablen, men lade skindet være. Bliver væsken fra vablen grumset, er der gået betændelse i den, og man må så fjerne skindet og rense grundigt, evt. smøre noget bakteriedræbende på.

Comments are closed.