Binyrebarkhormon virker kraftigt undertrykkende på betændelsesagtige reaktioner i kroppen og bruges blandt andet ved visse gigtlidelser, især bindevævssygdomme, ved allergiske lidelser, visse blodsygdomme, nyrelidelser og mave-tarmsygdomme samt ved forskellige ondartede sygdomme og ved for højt tryk i hjernen.
Den vigtigste bivirkning er undertrykkelse af binyrebarkens egen funktion ved længere tids brug af binyrebarkhormon, fx prednison eller prednisolon. Der kan desuden komme afkalkning af knoglerne (osteoporose), med fx brud på ryghvirvler. Børn kan blive væksthæmmede. Der kan komme hudforandringer med akne, underhudssprængninger, øget hårvækst, blødninger, fedme af ansigt og kroppens centrale dele, mens arme og ben er påfaldende tynde i forhold til kroppen, tomat- eller måneansigt, psykiske symptomer i form af en opløftet stemning (eufori) eller regulære psykoser (sindssyge), mavesår, især ved samtidig behandling med gigttabletter af typen ibuprofen, nedsat modstandskraft mod betændelse, fx tuberkulose. Der kan komme muskelsvækkelse og grå stær.
Ved behandling i kort tid, det vil sige mindre end en uge, er der dog oftest ingen eller lette bivirkninger.
Ved behandling med større doser i længere tid er det vigtigt at forsøge at forebygge ovenstående bivirkninger, fx ved at give tilskud af kalk, magnesium og D-vitamin for at modvirke afkalkning af knoglerne og ved at lade være med at give gigttabletter, der kan skade maven. Under behandlingen vil man også altid søge at give en så lille dosis som muligt.
Alle, der er i længere varende behandling med binyrebarkhormon, skal bære et kort i deres pung eller taske, der oplyser om behandlingen. Det kan fx være livreddende i forbindelse med svære skader eller pludselig anden sygdom, der medfører indlæggelse. I disse tilfælde skal man nemlig have øget sin dosis, fordi ens egne binyrer ikke er i stand til at danne tilstrækkeligt meget binyrebarkhormon, som der er brug for ved akut sygdom og skader. Også længe efter, at man er ophørt med behandlingen med binyrebarkhormon.
Efter alle de negative oplysninger må det tilføjes, at binyrebarkhormon i nogle tilfælde, fx ved svær astma, kan være livreddende, og at behandlingen i mange tilfælde kan lindre forskellige lidelser.
Man er i hvert enkelt tilfælde nødt til at afveje fordele mod ulemper.
Man kan måle, hvor meget binyrebarkhormon, der findes i kroppen. Normalt måler man kortisol for at se, om binyrebarken danner for meget eller for lidt kortisol, der er et af de vigtige binyrebarkhormoner.
En enkeltprøve af kortisol i blodserum har ingen værdi, da kortisol i blodserum svinger betydeligt. Man måler bedst på frit kortisol i døgnurin eller i blodserum mellem kl 07 og 09 om morgenen, hvor man normalt finder de højeste værdier i blodet. Normalt ligger dette morgental mellem 10 og 45 nanomol/liter.
Forhøjet kortisol ses, hvis binyrebarken danner for meget hormon – Cushings syndrom. Morgenværdien kan dog være normal ved denne sygdom, og det er derfor godt at undersøge frit kortisol i urinen. Man kan også lave en dexamethason suppressionstest, hvor man ved at indgive et kunstigt binyrebarkhormon undertrykker binyrebarkens produktion af kortisol. Man kan også se forhøjet serum-kortisol ved stress, svangerskab, brug af p-piller samt ved sukkersyge og fedme.
Nedsat kortisol ser man ved for lille dannelse af binyrebarkhormon i binyrebarken, fx ved Addisons sygdom eller behandling med binyrebarkhormon udefra. I det sidste tilfælde er det stimulationen af binyrebarken fra hypofysen, der svigter.
Symptomerne ved Addisons sygdom, hvor det er binyrebarken, der ikke danner nok hormon, er langsomt tiltagende træthed, svaghed, appetitløshed, kvalme og opkastning, vægttab, overpigmentering af hud og slimhinder (fx i munden), lavt blodtryk og ind imellem lavt blodsukker. Deer kan være trang til at spise salt.
Svækkelsen og trætheden er det almindeligste. Overpigmentering kan være udtalt, men kan også mangle. Sidder oftest ved albuerne og i folderne på hænderne, men kan være udbredt. I munden er det i form af blå-blå pletter. Nogen får mørke fregner, og der kan være områder med hvide pletter (vitiligo).
Blodtrykket kan være meget lavt, især når man rejser sig eller står op, med tendens til besvimelser. Man kan se irritabilitet og rastløshed.
Diagnosen af Addisons sygdom kan kun ske ved en ACTH stimulationstest, hvor man måler, hvor meget binyrerne kan reagere (mindre end normal stigning af kortisol).
Der er ved mere udtalte tilfælde ofte en nedsat mængde natrium i blodet, og en forhhøjet mængde kalium. I 10-20% af tilfældene er der let til moderat forhøjet mængde calcium i blodet.
Behandlingen er tilførsel af binyrebarkhormon af to forskellige slags (kortisol og et mineralocorticoid (flurocortison). Ved belastninger af kroppen, fx skader, operationer eller infektioner skal dosis normalt øges.