Den hyppigste årsag til svamp i munden er candidasvamp, som normalt findes i mindre mængder som en del af mundens indhold af mikroorganismer. Men når mundens naturlige modstandskraft bliver nedsat, får svampene gode vækstmuligheder og kan optræde som belægninger.
Den hyppigste årsag er tobaksrygning, men man kan også se det på grund af sukkersyge, for lavt stofskifte, efter behandling med antibiotika eller kemoterapi og ved dårligt immunforsvar i øvrigt, fx ved AIDS.
Mangel på mundvand eller spyt giver gode vækstmuligheder for svampe, og det ses blandt andet ved Sjøgrens syndrom, der er en autoimmun sygdom.
Dårlig mundhygiejne spiller også en vis rolle. Protesebærere har ofte svamp i munden, men man må altid søge efter en bagved liggende årsag og forsøge at gøre noget ved den. Så det er vigtigt at konsultere sin læge eller en speciallæge, fx en halslæge eller hudlæge.
Der er mange naturlige ting, som kan hjælpe mod svamp i munden. Salvie er rigtig godt mod svamp, enten som salviete eller salvietinktur til at pensle tungen og munden med flere gange dagligt. Kamillete og pebermyntete virker begge både smertestillende og svampehæmmende. Propolis mundlotion er meget effektiv mod infektioner i mund og hals, også mod svamp.
Man kan ved at skrubbe tungen med en tandbørste sikre, at belægningerne bliver fjernet, så de svampedræbende eller –hæmmende midler kan komme til at virke ordentligt. Man kan også skylle mund flere gange dagligt med en opløsning af Atamon i lunkent vand.
Der findes flere effektive lægemidler mod svamp, der kan hjælpe i de svære tilfælde. Fungilin sugetabletter er et af dem, og Mycostatin mikstur, der skal fordeles i munden med tungen, er også en god mulighed. Svampemidlet miconazol findes også som en gel til mundhulen.
Disse midler bliver efterhånden med spyttet ført ned i mavesækken og tarmene og kan også her modvirke candidasvampene, der ofte også findes i overtal i mave-tarmkanalen. Svampemidler er dog ikke nok her. Man skal også sørge for, at livsbetingelserne for svampene er så dårlige, at de ikke kan formere sig ret godt. Det kan man blandt andet ved at undgå at spise sukker og andre søde ting samt raffinerede fødevarer, fx franskbrød og kager. En sund tarmbakterieflora med mange mælkesyrebakterier undertrykker også svampene, og der findes en række naturmidler, der er gode mod svampe og andre parasitter, fx Restora.
I de allersværeste tilfælde kan man blive nødt til at bruge stærkere svampemidler, fx itraconazol eller fluconazol, der findes som kapsler. Disse midler kan imidlertid have en del bivirkninger, så det er bedst at forsøge med naturlige midler først.