Kreatinin

Normalområdet for kreatinin i blodplasma ligger hos mænd mellem 80 og 125 mikromol/liter, og hos kvinder mellem 70 og 100. Børn under 16 år ligger normalt mellem 40 og 90 mikromol/liter. Bliver der ved en blodprøve fundet for højt kreatinin, er det vigtigt at få det kontrolleret. Dels kan der ske fejl ved enhver blodprøve, og dels kan værdien ændre sig til at blive mere normal.

Kreatinin dannes i musklerne som et nedbrydningsprodukt af kreatinfosfat, der er en energireserve i musklerne. Når musklerne trækker sig sammen, frigøres kreatinfosfat, og noget af det vil omdannes til kreatinin, som er et affaldsprodukt. Jo større muskelmasse, jo mere kreatinin dannes der. Mængden i blodet afhænger dels af, hvor meget der dannes, og dels af udskillelsen i nyrerne. Ved meget høj kreatinin kan noget kreatinin udskilles i tarmene og nedbrydes af bakterier der.

Nyrernes evne til at udskille affaldsstoffer er også afhængig af et godt kredsløb. Svigter dette, som ved meget dårligt hjerte, kan nyrefunktionen blive dårligere, og kreatinin stige.

Produktionen er også afhængig af, hvor meget kød man spiser. Kreatinin stiger i nogle timer efter et kødrigt måltid, især kogt kød. Produktionen af kreatinin kan halveres på en kødfri kost, men man skal på den anden side have nok protein, hvor kød jo er en god kilde. Så man skal blot spise mindre kød.

Proteinmangel er ikke sjælden hos ældre, hvilket blandt andet giver problemer med reparation af kroppens celler, genopbygning, nydannelse og dannelse af vigtige hjælpestoffer mm. Man kan godt klare sig på en vegetabilsk kost, men det er vigtigt, at man så spiser grønsager og andet med et højt indhold af vegetabilsk protein. Aminosyrer er byggestenene til protein, og nogle af dem er vi nødt til at have gennem kosten.

Man skal tænke på, om man drikker nok vand, i hvert fald halvanden liter dagligt, for mangler kroppen væske, vil det gå ud over evnen til at udskille kreatinin gennem nyrerne. Ved meget højt kreatinin skal man dog passe på med at drikke for meget, da nyrerne så kan have problemer med at udskille væsken. Der vil så komme ødemer, vand i kroppen.

Forhøjet kreatinin kan også skyldes, at man ikke kan komme af med vandet let nok, for eksempel ved en forstørret prostata. Lægen må hjælpe med at finde ud af dette.

Comments are closed.