Lussingesyge – erythema infectiosum – den femte børnesygdom

Lussingesyge – også kaldet den femte børnesygdom eller erythema infectiosum – skyldes et virus – parvovirus B 19. Sygdommen optræder næsten udelukkende hos børn i førskole- eller skolealderen, hyppigt som en epidemi, især om vinteren og foråret. Den kan dog også optræde spredt og hos voksne. Omkring 2/3-del af alle har haft den i barnealderen, og mere end 70% voksne har haft den.

Spredningen sker ved kontaktsmitte og hoste. Der går 1-3 uger fra smitten, til sygdommen bryder ud. Det er sædvanligvis en mild sygdom, og typisk kommer der efter lidt feber 4-7 dage tidligere en kraftig rødfarvning af kinderne. Deraf navnet. Udslættet kan brede sig til kroppen, arme og ben og kan få et netagtigt udseende. Omkring 25-50% af børnene har sygdommen uden symptomer. Der kan ses ledsymptomer hos både børn og voksne.

Under epidemien er der en øget risiko for, at kvinder, der ikke har haft sygdommen, kan blive smittet, især hvis de arbejder med børn, medførende en risiko for abort, men ikke som ved røde hunde misdannelser hos barnet. Gravide kvinder bør derfor gå hjem, hvis et barn møder op i institutionen med røde kinder, og det ikke er på grund af vejret. Kvinden kan så gå til sin læge og få taget en blodprøve, som kan vise om der er antistoffer i blodet mod parvovirus B 19. Samtidig kan lægen bede om at få undersøgt for vævstypen HLA-B27, for mennesker med denne vævstype er meget mere tilbøjelige til at få reaktiv ledbetændelse end andre. Indtil resultatet foreligger vedrørende parvovirus B 19, må kvinden sygemeldes.

Ledsmerterne er udtryk for det, man kalder reaktiv ledbetændelse og kan ses efter forskellige infektioner med fx virus, forskellige bakterier, fx salmonella, yersinia og chlamydia. Ledforandringerne skyldes ikke bakterierne, men en reaktion fra kroppens immunsystem på den oprindelige betændelse.

Hos de fleste forsvinder ledsymptomerne igen, men hvor længe det varer hos den enkelte kan man ikke forudsige, og der kan også komme tilbagefald. Det er dog heldigvis kun de færreste, der bliver hårdt ramt af ledsmerterne.

Jeg kan ved ledsmerter anbefale at forsøge med naturmedicinen Boswellia serrata, der kan have en god virkning ved autoimmune sygdomme. Det har i en indisk undersøgelse vist sig at virke lige så godt som lægemidlet sulfasalazin, der ellers bruges i de sværere tilfælde af reaktiv ledbetændelse og immunbetinget tarmbetændelse.

Comments are closed.