Arteriitis temporalis – betændelse i tindingepulsåren

Arteriitis temporalis, som også kaldes kæmpecelle-pulsårebetændelse, er en måde, som polymyalgia reumatica (ofte kaldet muskelbetændelse) kan vise sig på. Der er tale om en bindevævssygdom, også kaldet en autoimmun sygdom, hvor kroppen angriber sine egne væv, ligesom ved andre bindevævslidelser. Selve sygdommen er ikke arvelig, men tilbøjeligheden til at få sådanne lidelser er delvist arveligt betinget.

Den egentlige årsag til, at sygdommen opstår, kender man ikke, men der kan være mange ting, der kan udløse autoimmune sygdomme. Se på www.radiodoktoren.dk under dette.

Arteritis temporalis optræder hyppigst, når man er over 60 år og er dobbelt så hyppig hos kvinder, og hyppigheden stiger meget med alderen. Dødeligheden er ikke øget, når man blive behandlet for sygdommen.

Der er tale om en betændelsestilstand (inflammation) i store blodårer, først og fremmest i hovedet og nakken. Der samles store immunceller af typen lymfocytter i blodårernes vægge.

Symptomerne er en svær, pulserende hovedpine, der oftest sidder i en eller begge tindinger og tiltager i løbet af uger til måneder. Pulsåren i tindingen bliver øm og knudret at føle på. Der kan komme synsforstyrrelser med uklart syn, dobbeltsyn, hallucinationer og smerter i øjnene. Uden behandling kan man risikere at blive blind.

Der kan komme kæbesmerter, blandt andet ved tygning, tale og synkning, feber, ømhed af hovedet ved berøring, almen sygdomsfølelse, morgenstivhed, ledsmerter og depression.

Der kan også forekomme tør hoste, halssmerter, tungesmerter, fornemmelse af kvælning. Bliver de store pulsårer i kroppen ramt, kan der komme claudicatio intermittens (vindueskiggersyge), og udvidelser (aneurysmer) i hovedpulsåren. Der kan opstå symptomer på nervebetændelse, især ud til armen. I centralnervesystemet kan der opstå slagtilfælde, forbigående dårligt kredsløb (TIA), demens og hallucinationer.

Der er typisk en kraftigt forhøjet sænkningsreaktion (SR) som udtryk for inflammationen, men hos en lille gruppe ramte stiger sænkningsreaktionen først senere i forløbet. En sikker diagnose får man ved at tage en lille bid af tindingearterien og undersøge den mikroskopisk. Dette er nødvendigt, før man begynder behandling med binyrebarkhormon.

Sygdomme, der kan ligne arteriitis temporalis, er ansigtsnervesmerter (trigeminus neuralgi), bihulebetændelse, øresygdomme eller nethindeskader.

Det er nødvendigt at starte behandlingen allerede ved mistanke om arteriitis temporalis, da der ellers kan udvikles svære komplikationer som for eksempel synstab.

Man begynder med en høj dosis binyrebarkhormon i 2-4 uger, hvilket oftest hjælper fint på symptomerne. Man trapper så langsomt ned til den mindste dosis, der kan holde symptomerne og sænkningsreaktionen nede. Man skal regne med at skulle behandles i 2-3 år, hvorefter sygdommen normalt er ”brændt ud” og overstået.

Ved behandling med større doser i længere tid er det vigtigt at forsøge at forebygge ovenstående bivirkninger, fx ved at give tilskud af kalk, magnesium, K-vitamin og D3-vitamin for at modvirke afkalkning af knoglerne og ved at lade være med at give gigttabletter, der kan skade maven. Under behandlingen vil man også altid søge at give en så lille dosis som muligt.

Binyrebarkhormon (fx Prednison og prednisolon) medfører mangel på en række næringsstoffer. Først og fremmest calcium og D3-vitamin, hvilket kan medføre knogleskørhed. D3-vitaminet er også vigtigt for, at fx lungemedicin virker ordentligt, og for mange andre ting. Desuden giver binyrebarkhormon mangel på kalium, zink, magnesium, C-vitamin, folinsyre, B12-vitamin, selen, krom og A-vitamin, hvilket blandt andet vil svække immunforsvaret.

Tåler man ikke binyrebarkhormon, vil man kunne bruge celledræbende stoffer som fx methotrexat eller azathioprin, men det er tvivlsomt, om disse stoffer har nogen særlig effekt, og de har en del bivirkninger.

Se også på www.radiodoktoren.dk under polymyalgia reumatica, autoimmune sygdomme og inflammation.

Comments are closed.