Lymfødem – hævelse på grund af ophobning af lymfe

Lymfen er vævsvæsken mellem kroppens celler og føre gennem lymfekar eller

lymfeveje til kroppens lymfeknuder og til slut ud i returårerne øverst i brystkassen.

Lymfeknuderne er både rensningsstationer for lymfevæsken og stedet for dannelse af de hvide blodlegemer, der kaldes lymfocytter. De er en vigtig del af kroppens immunforsvar.

Man kan se medfødt lymfødem (primært lymfødem), hvis lymfevejene ikke er ordentligt udviklet. Det behøver ikke at være synligt ved fødslen, men kan udvikles senere i livet, oftest i puberteten eller senere.

Sekundært lymfødem skyldes, at lymfevejene er blevet beskadiget eller blokeret, så lymfen ikke kan løbe frit opefter.

Årsagerne er oftest følger efter operationer, hvor man har fjernet eller skadet lymfeknuder, kræft og følger efter strålebehandling.

Lymfødem opstår oftest i arme eller ben efter behandling af brystkræft eller kræft i underlivet med operation og stråling.

Man kan også se lymfødem efter ødelæggelse af lymfeveje på grund af tropesygdom.

Det er normalt med lymfødem i månederne efter operation og strålebehandling, men det kan også opstå meget senere.

De tidlige symptomer på lymfødem er synlige hævelser efter anstrengelser. De forsvinder så ofte i hvile. Man kan føle, at ringe strammer, og at fødderne hæver i skoene. Der kan være spænding i huden og øget tyngdefornemmelse.

Forskning fra University og Pennsylvania School of Medicine har vist, at vægtløftning efter behandling af brystkræft både kan forebygge og nedsætte risikoen for udvikling af lymfødem efter fjernelse af lymfeknuder under armen. Deltagerne i undersøgelsen fik 13 uger, to gange 90 minutter hver uge, træning i vægtløftning med langsomt tiltagende vægte, hvis der ikke var ændringer i symptomerne fra armen. Det er vigtigt at få vejledning i at gøre det rigtigt fra en fysioterapeut eller uddannet fitness instruktør, og man skal bruge en kompressions strømpe på armen under øvelserne. (JAMA. 2010;doi: 10.1001/jama.2010.1837.

Forebyggelse af lymfødem eller af forværring kan være at undgå overvægt og for store legemlige belastninger. Det er godt at styrke hele kredsløbet med daglig motion og gymnastik samt andre aktiviteter. Det er ikke godt at sidde stille for længe. Har man kontorarbejde er det godt med et hæve-sænkebord, så man kan veksle med sine arbejdsstillinger.

På flyrejser, især de lange, må man anbefale kompressionsstrømper, der i dag fås af en behagelig art, ikke som tidligere tiders gummistrømper.

Behandlingen bør starte hos en specialuddannet fysioterapeut eller en klinik med speciale i behandlingen af lymfødem.

Behandlingen består i:

Lymfedrænage, der er en massageform, som man også selv kan lære, og hvor lymfen masseres opefter. Pårørende kan også lære at give denne massage.

Kompressionsbehandling med strømper til arme eller ben. Strømpen skal være specielt tilpasset, så den hverken er for stram eller løs. Strømpen skal tages på fra morgenstunden.

Hudpleje, da huden ved lymfødem ofte er tør, skællet og uelastisk, så huden lettere klør og revner.

For at stimulere lymfestrømmen kan man bruge det homøopatiske middel Lymphomyosot, der også medvirke til udrensning af affaldsstoffer.

Øvelser. Lærer man af fysioterapeuten. Fysioterapeut Kirsten Tørsleff har lavet et øvelsesprogram for brystopererede med en række øvelser, der er gode for brystopererede. Man kan bestille programmet hos Danske Fysioterapeuter på tlf. 3313 8211. Det koster 30 kroner.

Normalt vil behandling af lymfødem starte på et af regionernes sygehuse som en del af efterbehandling/genoptræning. Har man brug for vedligeholdelsesbehandling, kan egen læge efter reglerne for frit sygehusvalg henvise til et sygehus, hvor regionen tilbyder gratis behandling til sine borgere. Hos privatpraktiserende specialuddannede fysioterapeuter skal man selv betale.

Kompressionsstrømper er hjælpemidler, som udleveres efter ansøgning fra kommunen efter paragraf 97 i Lov om social service.

Oplysninger om behandlingssteder kan findes på www.dalyfo.dk der er Dansk Lymfødem Forenings hjemmeside.

I visse tilfælde kan man, hvis andet ikke hjælper, få en kirurgisk behandling i form af mikrokirurgi, hvor man kobler nogle lymfe- og returårekar sammen, elle der forbindes med en aflastningsventil (en shunt).

På enkelte sygehuse, blandt andre i Vejle, Herlev, Roskilde og Malmø, kan plastikkirurger udføre en speciel fedtsugningsteknik i det fortykkede væv i underhuden. Man skal efter indgrebet resten af livet anvende kompressionsstrømpe.

Kræftlinien, tlf. 8030 1030, kan også rådgive om problemer med lymfødem.

På Lympho-Opt Fachklinik i Nuernberg i Tyskland behandles bl.a patienter med svært lymfødem med stor succes. Se www.lumpho-opt.de

Comments are closed.