Blodplader for mange Thrombocytose

 Et forhøjet antal thrombocytter – blodplader – kan ses som en reaktion på mange forskellige ting:

Jernmangel

Efter fjernelse af milt eller nedsat funktion af milten

Ved kræftlidelser

Ved bindevævssygdomme

Ved tarmbetændelser (Crohns sygdom og blødende tyktarmsbetændelse)

Ved betændelse

Ved tilstande, hvor de røde blodlegemer går i opløsning (hæmolyse)

Efter blødninger

Når der bliver dannet for mange blodlegemer af alle slags – polycytæmi

Ved visse knoglemarvssygdomme med øgning af bindevævet

Ved kronisk leukæmi samt visse andre blodsygdomme

Efter operation

Som en reaktion på ophør med overforbrug af alkohol

Efter korrektion af mangel på B12-vitamin og folinsyre

 Kan man ikke påvise nogle af disse årsager, kalder man det for essentiel thrombocytose, hvor man regner med at en enkelt celle i knoglemarven, som kan være forstadium til alle mulige blodceller, er ”løbet løbsk” og deler sig uhæmmet. Dette er en ret sjælden tilstand, som flere kvinder end mænd bliver ramt af. Der bliver opdaget flere tilfælde nu end tidligere, sandsynligvis fordi man tager flere blodprøver.

 Der er ikke nogen særlige symptomer, men der kan være tendens til blødning, sjældnere blodpropper samt migræne. Milten kan være let forstørret.

 Behandlingen af thrombocytose går ud på at fjerne årsagen, hvis man kan finde den.

I øvrigt er der ikke grund til behandling, hvis der ikke er nogen symptomer.

I Harrison´s Principles of Internal Medicine  står der, at man aldrig har bevist virkning af plasmapherese (hvor man sier plasma for blodplader) eller celledræbende behandling. Lægen skal, når det drejer sig om thrombocytose, først og fremmest ikke gøre skade.

 Er der grund til behandling, er det bedste middel hydroxyurea (hydroxycarbamide). Er der høj risiko for blodpropper, anbefales en lille dosis acetylsalicylsyre. (N Engl J Med 2005; 353: 33-45). Et alternativ til actylsalicylsyre er pycnogenol, der er et ekstrakt af barken på maritime pinjetræer og samtidig er et godt antioxidant. Kan købes som Bio-pycnogenol. 1 tablet 2 gange dagligt.

 Et andet middel, anagrelide, medfører en øget risiko for blodpropper, blødning og svind af knoglemarven (myelofibrosis).

Comments are closed.