Lichen sclerosus et atrophicus

Sygdommen hedder faktisk lichen sclerosus et atrophicus, der er ikke noget dansk navn. Det er en kronisk hudlidelse med pletvist svind af hud eller skedeslimhinde. Når sygdommen sidder i skedeindgangen, er den ofte stærkt kløende, med brændende fornemmelse og emeget tynd og sårbar hud eller slimhinde, der let kan revne. Der kan komme en vis forsnævring af skedeindgangen. Huden bliver oftest bleg og hvid. Der er en tendens til, at huden revner ved samleje, og der er en øget risiko for infektion og svamp i området.

Der er betændelsesagtige forandringer (inflammation) i området med nedbrydning af cellerne og ændringer i kollagenet i bindevævet. Læs mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk

Skader, lokal irritation og strålebehandling kan provokere sygdommen hos disponerede. I en undersøgelse af piger med lichen sclerosus kan man fundet en overhyppighed af seksuelt misbrug og lokale skader.  

Lichen sclerosus går ikke op i skeden. Sygdommen kan ses hos kvinder i alle aldre, men er hyppigst hos midaldrende kvinder. Der findes også en mandlig form, hvor symptomer sidder på penishovedet (glans).

 Der er tale om en lokal bindevævslidelse af typen sclerodermi, altså en autoimmun sygdom, hvor immunsystemet angriber kroppens egne celler, her i skedeindgangen. I få tilfælde (3-5%) kan der udvikles cancer i området. Lichen sclerosus er ikke smitsom.  Læs mere om autoimmune sygdomme på www.radiodoktoren.dk

Hos mellem 25 og 75 procent af LS-ramte findes også andre autoimmune lidelser, blandt andet type 1 diabetes og stofskiftelidelser (Hashimotos sygdom).  Der bør også undersøges for dette.  Diagnosen kan være svær at stille i begyndelsen, men en hud biopsi (hvor man tager et lille stykke hud fra området) vil kunne bekræfte, at det er tale om lichen sclerosus.

 Der kan være mange og samvirkende årsager til udvikling af lichen sclerosus og andre autoimmune sygdomme. Der kan være en genetisk disposition (arvelig tilbøjelighed), men sygdomsfremkaldende gener skal ”slås til”, som man for eksempel tænder for en lyskontakt. Der er mange ting, der kan føre til dette. Først og fremmest en usund og mangelfuld kost, en dårlig fordøjelse samt en utæt tarm. Se senere.

 Vaccinationer, medicin (lægemidler), narkotika og andre gifte kan for eksempel være involveret. Stress og belastende livsoplevelser påvirker både nervesystemet, hormonsystemet og immunsystemet, så autoimmune sygdomme bryder ud.

Sygdommen kan hos børn bedres eller forsvinde ved puberteten, men den er ellers svær at kurere.

Behandlingen går først og fremmest ud på at hæmme eller stoppe den autoimmune reaktion. Læs om dette i bogen ”Maven – din  bedste ven, Sundhed fra mund til bund” af Carsten Vagn-Hansen. Man kan også finde en beskrivelse af autoimmune lidelser på www.radiodoktoren.dk hvor man også kan læse om utæt tarm (leaky gut), der oftest er den egentlige årsag til udviklingen af autoimmune reaktioner og sygdomme. Man kan samtidig med lichen sclerosus have andre autoimmune sygdomme, for eksempel i skjoldbruskkirtlen i form af Hashimotos sygdom. Se www.radiodoktoren.dk

 En hyppig årsag til utæt tarm er infektion med candidasvamp (trøskesvamp) som findes overalt. Vi har alle denne svamp i tarmkanalen, hvor den i små mængder er uskadelig. Men spiser man en kost, som candidasvampene kan trives på, først og fremmest sukker, slik, hvidt brød og anden raffineret kost, vil svampevæksten eksplodere. Candidasvampene danner så mycelium, som klistrer sig til tarmvæggen og gør den hullet og utæt. Samtidig begynder den at danne gifte, som svækker kroppen og typisk medfører træthed, hovedpine, muskelsmerter mm. Læs mere om candidasvampe på www.radiodoktoren.dk

Har man svamp i skeden, er der så godt som altid også overvækst af svamp i mave-tarmsystemet.

Når tarmen er blevet utæt, kan der optages gifte fra maden samt ikke helt nedbrudte stumper af føden gennem tarmens væg. Når sådanne stumper, for eksempel tre eller flere aminosyrer fra æggehvidestoffer, kommer ind i blodet, vil immunsystemet tro, at det drejer sig om noget fremmed. Det vil så overreagere og angribe stumperne, hvilket kan udløse allergiske reaktioner, for eksempel astma, snue, nældefeber mm. På længere sigt vil den stadig overreaktion fra immunsystemet føre til fejlreaktion i form af autoimmune reaktioner og sygdomme, hvor immunsystemet fejlagtigt angriber kroppens egne væv. Der kan for eksempel opstå leddegigt, type 1 sukkersyge, lupus, Hashimotos sygdom eller lichen sclerosus.

I stedet for at behandle symptomerne på disse sygdomme skal man gå efter årsagen. Det betyder, at første skridt er at ændre sin kost, så den bliver grov, grøn og uraffineret. Uden sukker, slik, hvidt brød  etc. Det vil være en god investering at konsultere en kostvejleder (FADK) eller en ernæringsterapeut (DET, se www.detforening.dk). Man skal nemlig indstille sig på at ændre sin kost resten af livet, og det kan man kun, hvis man for hjælp til at finde frem til en kost, man kan lide og overholde, når man har fået styr på sin fordøjelse og utætte tarm.

Tarmbakteriefloraen har meget stor betydning for tarmens funktion og tæthed. Vi har to kilo bakterier i vores tarme, og de danner vitaminer, sikrer optagelsen af næringsstoffer og stimulerer vores normale immunforsvar. de holder også skadelige bakterier og svampe nede, for eksempel candidasvampe.

For at styrke tarmbakteriefloraen er det godt at tilføre sunde mælkesyrebakterier. Man kan for eksempel bruge yoghurt naturel (ikke med sukker eller syltet frugt), eller man kan købe probiotika som det flydende Vita Biosa eller som kapsler eller tabletter med sunde mælkesyrebakterier, fx BioGaia.

 D3-vitamin, der er det naturlige D-vitamin, har en vigtig indflydelse på immunsystemets normale funktion og modvirker udviklingen af autoimmune sygdomme. Næsten alle danskere har, undtagen måske i de to sommermåneder, hvor man får mere sol på huden, mangel på D3-vitamin. Det anbefalede daglige tilskud på 10-20 mikrogram er i dag anset for at være alt for lavt. Vores reelle behov er mindst 60-70 mikrogram D3-vitamin dagligt. og ved autoimmune sygdomme vil det være rimeligt at tage mindst 100 mikrogram dagligt (4.000 enheder). Der er ikke set skader ved brug af det naturlige      D3-vitamin i dagsdoser på under 250 mikrogram (10.000 enheder).

D-vitamin er ikke kun et vitamin, men også et hormon og har stor betydning for mange andre organer og væv i kroppen. Man ser et stigende antal autoimmune sygdomme, jo længere nordpå man bor, da sol på huden medfører dannelse af det naturlige D3-vitamin. Solen i Danmark står dog kun højt nok i maj, juni og juli til, at vi kan danne tilstrækkeligt af D-vitamin af denne vej. Så alle bør tage tilskud af vitaminet.

 B12-vitamin, der understøttes af B6-vitamin og folinsyre, spiller givetvis en rolle ved autoimmune sygdomme. Om man mangler B12-vitamin og/eller folinsyre kan måles i blodet. Det er et problem, at man ikke alene kan stole på måling af B12-vitamin i blodet, da det ikke altid er udtryk for vævstilgængeligheden af vitaminet (Läkartidningen 2000; 97:4131-6). Målinger af plasma-homocystein og evt. plasma-methylmalonat (P-MMA) belyser mere sikkert, om man omsætter vitaminerne rigtigt i kroppens væv og har nok af dem. Man kan se forhøjede værdier af disse to ting (der er udtryk for mangel på B12-vitamin og folinsyre) på trods af, at blodværdierne for B12 og folinsyre er inden for det normale område. Let forhøjelse skal dog ikke tages som udtryk for sygdom.

B12-vitamin optages bedst gennem mundslimhinden fra suge- eller tyggetabletter. Kan bl.a,. købes som B12, 1.000 mcg lozenges over Internetttet på www.gaya-nutrition.com

Man skal huske, at hvis man tager tilskud af et B-vitamin, skal man også tage de andre, for eksempel i form af et B-vitamin kompleks (stærke B-vitaminer). B-vitaminer spiller sammen som et orkester og er vigtige for dannelse af enzymer og meget andet.

Det naturlige, hormonlignende signalstof melatonin, der dannes i koglekirtlen – pinealkirtlen –  i hjernen kan have en meget positiv virkning ved autoimmune sygdomme. Det oplyste professor Walter Pierpaoli, der i mange år har forsket i melatonin, på konferencen Health Trends 2002. Melatonin kan blandt andet vist sig at kunne genoprette funktionen af skjoldbruskkirtlen hos kvinder i alderen fra 42-62 år, så den bliver som hos unge. Melatonin er vores stærkeste selvlavede antioxidant.

Det er ikke sandt, at autoimmune sygdomme ikke kan kureres. Man kan se auto-antistoffer forsvinde langsomt ved hjælp af melatonin. Man genskaber selv-identiteten. Binyrebarkhormon (kortison) omtalte han som en ”killer”, der ødelægger immunsystemet.

 Der er imidlertid gode muligheder for at styrke sin egen dannelse af melatonin og skaffe sig et naturligt tilskud. Der er en hel del melatonin i havre, majs, ris, ingefær, tomater og bananer. Aminosyren tryptofan, der via serotonin omdannes til melatonin, kan man få mere af ved at spise fx spirulina, Chlorella, Algomed,  soja, hytteost, kyllingelever, tofu, kalkun og kylling, mandler og peanuts.

  B6-vitamin kan stimulere produktionen af melatonin, da det omdanner tryptofan til serotonin, der er forstadiet til melatonin. Noni juice kan øge effekten af serotonin og dermed stimulere pinealkirtlen og indeholder også disse stoffer. Calcium og magnesium er meget vigtige for produktionen af melatonin, så det er en god idé at tage tilskud af disse to mineraler om aftenen. Meditation og andre ting, der kan nedsætte stress, kan klart øge produktionen. Dertil kommer ovennævnte lysbehandling.

 Visse lægemidler nedsætter mængden af melatonin. Det drejer sig fx om acetylsalicylsyre, ibuprofen og lignende gigtmidler, blodtrykssænkende midler af typen betablokkere og calciumblokkere, sovepiller og beroligende midler. Det gør kaffe, tobak og alkohol også.

Så det kan ved autoimmune sygdomme anbefales at tage melatonin 3-6 mg ved sengetid. Fra England kan man via www.gaya-nutrition.com  købe Elphantas Melatonin 3 mg, suge- eller tyggetabletter, der optages gennem mundslimhinden og derfor er mest effektivt. Eller som tabletter på  Internettet på blandt andet www.PharmaViva.com eller www.strohmedicin.com  

Essentielle sukkerstoffer, glykoernæring,  hvoraf der findes otte, som kroppen har svært ved selv at danne, har meget stor betydning for immunsystemets og kroppens øvrige funktion. Disse sukkerstoffer danner sammen med fede syrer og protein basis for en masse informationsmolekyler, som gør cellerne i stand til at ”snakke” med hinanden og regulere hinandens virkning. De findes blandt andet i Aloe vera juice og i Noni juice.

 De otte essentielle sukkerstoffer kan købes som glykoernæring eller  Ambrotose Complex, der kan fås over Internettet.

 De sunde sukkerstoffer findes især i: Brystmælk, spiselige svampe (Reishi, Cordyceps sinensis, Shiitake, Maitake, Coriolus versicolor,, m.fl.), i visse frugter (for eksempel Noni juice) og grønsager, ubearbejdet fuldkorn, rødder og planter som fx Aloe vera. De findes også i muggent brød og i kitin fra skaldyr (glukosamin).

Læs mere om det sunde sukker på www.radiodoktoren.dk

 Zink har meget stor betydning for huden, og mange med eksem mangler zink, der bla. har stor betydning for fedtsyreomsætningen i kroppen. En hjælp til at konstatere, om man mangler zink,  er at prøve at lægge en zinktablet på tungen. Smager den ikke af noget særligt, mangler man zink. Smager den meget metallisk og ubehageligt, er der i reglen zink nok i kroppen. Når man tager zink, skal man også have et tilskud af kobber, så det er en god idé at tage en almindelig vitamin-mineraltablet om morgenen, og zinktabletter (30-50 mg) om aftenen, da de to mineraler  konkurrerer om optagelse fra tarmene. Jernoptagelsen kan også hæmmes, men det er mest kvinder i frugtbare alder, der kan få problemer med jernmangel.

Magnesium har også stor betydning for immunsystemets normale funktion og modvirker blandt andet allergiske reaktioner. Cellerne bruger magnesium til dannelse af enzymer, som styrer energiproduktionen, og til celledeling. Mangel på magnesium er udbredt, da mælkeprodukter, kød, sodavand og junkfood mindsker optagelse fra tarmen. Kogning og stegning fjerner magnesium fra maden, og p-piller og kaffe dræner kroppen for magnesium. Det må derfor anbefales at tage magnesium, 500 eller 600 milligram om aftenen. Det må ikke være det tungt optagelige magnesiumoxid, men skal være som sulfat, hydroxid eller citrat. Fx Berthelsens Naturlig Magnesium. B6-vitamin er vigtigt for magnesiums virkning, så det er godt at tage ekstra B6-vitamin, fx 50 eller 100 mg.

Spis en sund kost med mange antioxidanter. Det vil være fornuftigt med et tilskud af zink, selen, kisel og andre ting, som er godt for hud og slimhinder, fx i form af kosttilskud. Fx som Bio-selen + Zink og  Silicol.

Curcumin, der findes i gurkemejerodpulver, har en betydelig anti-oxidativ, anti-inflammatorisk og smertestillende virkning. Kan fx købes som Curcumin Forte, Fortodol, Turmeric, Curcuma longa, Curcur, Gurkedol (indeholder også ingefær) eller som gurkemejerodpulver.

Det er også vigtigt med et tilskud af sundt fedt i form af fiskeolie eller fed fisk, hørfrøolie og gammalinolensyre (fx som Livets Olie eller Nutridan Strong citron, to spiseskefulde hver morgen, eller Udo’s Choice). Sunde fedtsyrer findes også i olivenolie, avocado, mandler, nødder og valnødder. De virker meget fint mod inflammation og smerter.

Fed fisk bør ikke spises mere end højst to gange om ugen på grund af indholdet af kviksølv, PCB og andet giftigt i havet. Sild må dog gerne spises hyppigere, da de ikke lever så længe, og derfor ikke ophober så meget kviksølv og andre miljøgifte.

Ekstrakt af den grønlæbede musling fra New Zealand har også en virkning på leddegigt, Da fedtsyrerne i den originale Muslingeolie fører til dannelse af antiinflammatoriske og smertestillende hormoner ved navn prostaglandiner af type E1, E3 og 4.

I modsætning til det sunde fedt vil for meget mættet fedt og omega-6 fedtsyrer fra de olier, man producerer margarine af, kunne forværre den betændelsesagtige tilstand ved autoimmune og andre sygdomme (inflammation) Det er derfor vigtigt at spare på fedt fra ikke økologisk fodrede dyr samt mælkefedt, og fra denne gruppe helst bruge økologisk smør og økologisk kød fra dyr. Margarine bør helt undgås, også fordi den indeholder transfedtsyrer, som er giftige for kroppen, eller der dannes transfedtsyrer, når man varmer margarinen op til stegetemperatur. Husk, at hærdet vegetabilsk fedt, som findes i mange færdigvarer, er det samme som margarine.

Problemet med margarine og mættet fedt er blandt andet det, at balancen mellem de sunde omega-3 fedtsyrer og omega-6 fedtsyrerne i margarine er forskubbet med for stor overvægt af omega-6. Forholdet bør være 1 til 4, hvor det for langt de flestes vedkommende på grund af dårlig kost ligger på 1 til 15-20, og langt de fleste får alt for lidt omega-3.

 Naturmidlet Boswellia serrata, som stammer fra Indien, har vist sig at kunne hjælpe nogen godt ved autoimmune sygdomme, så det er værd at prøve i nogle måneder for at se, om det hjælper ved sklerodermi og lichen slerosus. Det findes bl.a. sammen med ingefær, gurkemeje og guggul i Reumazall R. Kn købes som Shallaki Boswellia hos Human Balance. tlf. 7025 5566. 400 mg 3 gange dagligt.

 Et meget effektivt antioxidant, der kan have en meget fin indflydelse på immunsystemet, så det holder op med at angribe egne væv, er et Titan-Kobber-C-vitamin kompleks, der er kombineret af læge Even Marstrand. Det kan kun fås fra Glostrup Apotek, og der skal en recept til. Foruden komplekset skal der gives tilskud af mangan (10 mg dagligt), zink (30-40 mg dagligt) og selen 200 mikrogram dagligt, fx Seleno Precise ellr Bioselen + Zink.

 Foruden gifte i maden, som ved utæt tarm kan komme ind gennem tarmslimhinden og belaste kroppens immunsystem, ophober vi mange fremmede kemiske stoffer, som hober sig op i organerne og andre væv, først og fremmest i leveren. Opholder tarmindholdet sig for længe i kroppen, for eksempel ved forstoppelse, vil der også dannes giftige stoffer, som går ind i blodet og belaster hele kroppen. Det er derfor vigtigt at søge at udrense kroppen for alle disse stoffer, som er medvirkende til udvikling af autoimmune sygdomme.

I tænderne, især i roden af rodbehandlede tænder, kan der komme betændelse, som man ikke kan føle, da nerven er død. Man bruger også gift til rodbehandling, og kommer denne ud, kan den gøre stor skade. Metaller i tænderne, især kviksølv i amalgam, kan skade immunsystemet og immunforsvaret betydeligt og fremkalde eller udløse autoimmune sygdomme. Det er derfor vigtigt at konsultere en tandlæge, gerne en ortomolekylær tandlæge, der kan fjerne amalgam på en måde, som hverken belaster patienten eller tandlægen. Gerne en ortomolekylær tandlæge, da de er mere opmærksomme på kviksølvs skadelige virkninger og fjernelsen af amalgam på den rigtige måde. Læs mere om amalgam på www.radiodoktoren.dk

 Det er vigtigt at udrense nyrerne ved at drikke rigeligt af vand, bruge Chlorella eller Algomed chlorella og andre urter, at udrense leveren, for eksempel ved brug af Elixir, Marietidsel og artiskok mm. Tyktarmen kan effektivt udrenses med skylninger af tyktarmen, for eksempel på en Colon Hydro klinik. 

Man kan også udrense gennem huden. For eksempel ved at svede meget. Man kan for eksempel motionere med meget tøj på, gå i sauna, infrarød sauna,  drikke varm thé i et varmt rum og ved at spise mange krydderier.

Et bad i et gammeldags badekar, hvor man opløser et kilo krystalsalt i 125 eller 150 liter vand og ligger i vandet, til det er næsten koldt, kan give en udrensning, som svarer til flere dages faste.

Faste er også udrensende, men det er ikke sundt at faste totalt. Bedre er det med en saft eller grønsagsjuice faste nogle dage ad gangen.  Man kan også erstatte nogle af sine aftensmåltider med forskellige frugter, der er skåret i småstykker til ”abemad”. Læs mere om udrensning på www.radiodoktoren.dk

 Motion er fint for immunsystemet og for sindet, som også har stor betydning ved autoimmune (og alle andre) sygdomme. Gode former for motion for krop og snd er yoga, Tai chi, Qi gong, Karate, Judo, dans gymnastik og svømning (ikke i klorvand). Det er også godt at gå eller jogge ude i naturen. Man skal ikke overdrive, for eksempel dyrke konkurrencesport, da det kan svække immunsystemets normale virkning.

 Meditation er også en god måde at få ro i sindet og kroppen.

 Går vi i sko med gummi- eller plasticsåler, eller går vi på trægulve, har vi ikke adgang til de frie elektroner på jorden og modtager så ikke jordens energi. Vi mennesker er elektromagnetiske, og under iltens omsætning i cellernes ”kraftværker” (mitokondrierne) dannes der skadelige frie iltradikaler, som stjæler elektroner fra mitokondrierne, hvilket svækker energidannelsen. Der sker en oxidation (forharskning), som skal modvirkes af antioxidanter, der er elektrondonorer, først og fremmest fra en sund kost og kosttilskud, fx C-vitamin og E-vitamin samt fra frie elektroner fra jorden, der neutraliserer de frie iltradikaler. Sker det ikke, vil det blandt andet gå ud over immunsystemets normale funktion. De fleste moderne mennesker kommer så godt som aldrig i direkte hudkontakt med jorden og kommer derfor i underskud med elektroner, hvilket er en væsentlig baggrund for sygdom.

 Går vi med bare fødder på jorden, får vi masser af energi, og da vores krop for det meste består af vand og mineraler, kan elektronstrømmen let bevæge sig rundt i kroppen og tilføre livsenergi. Kineserne kalder det for jordens Qi. Den retter op på elektronisk ustabilitet og mangel på elektroner i kroppen og giver energi og velvære. Det modvirker blandt andet de betændelsesagrige forandringer i kroppen – inflammation – der er baggrunden for de fleste sygdomme, blandt andet åreforkalkning, blodpropper og kræft. Kroppens biologiske rytmer bliver normaliseret, der kommer ro i både kroppen og sindet, bedrer søvnen og styrker vores selvhelbredende kræfter. Vi skal selvfølgelig også sørge for, at kroppen får alt det, den har brug for i form af ren luft, rent vand og en sund kost med alle næringsstoffer og nødvendige kosttilskud. En vigtig elektrondonor foruden vand er C-vitamin.

Det kan derfor anbefales at gå eller sidde med bare fødder direkte på jorden nogle gange hver dag. det kaldes earthing (jording), og man kan læse mere om dette og den videnskabelige baggrund i bogen ”Earthing” af Clinton Ober, Stephen  T. Sinatra, M.D, and Martin Zucker. Man kan også fra USA købe bed pads, der kobles til en jordledning. Man sover væsentligt bedre, hvis man har jordforbindelse. Inflammation er forbundet med smerter, og earthing modvirker begge dele.

Elektronstrømmene i kroppen kan speedes op ved hjælp af magnetfeltteknologi. Alle de normale processer i kroppen øges. Ilt og næringsstoffer transporteres hurtigere ind og affadlsstoffer ud. Skadet væv bliver hurtigere opbygget. Magnetfeltteknologi har vist sig at hjælpe ved en lang række sygdomme. Læs mere óm magnetfeltbehandling på www.radiodoktoren.dk

Lokal behandling

Den lokale behandling går ud på at modvirke kløen og beskytte huden mod skader. Den almindeligste behandling er med stærk binyrebarkhormon creme eller salve. Efter nogen tid kan man bruge svagere hormonsalver. Clobetasol – Dermovat R – anbefales af hudlæger verden over ved svær lichen sclerosus, og en undersøgelse i Israel har vist, at den på langt sigt har en god virkning, bedre end testosteron, der også bruges flere steder. Dermovat hører til kraftigst virkende binyrebarkhormoncremer. Behandlingen skal bruges konstant i tre måneder. I et nyt studie har man dog vist god virkning a udelukkende svage eller middelstærke hormonsalver, og at almindelig hudsalve kunne vedligeholde en bedring.

Kan man undgå at bruge de stærke binyrebarkhormoncremer, er det dog bedst, da de går ud over huden og slimhinderne, der bliver tynde. Derfor bør man ikke bruge dem hele tiden. Man kan prøve med mere naturlige midler først.

Her kan man for eksempel bruge Inotyol salve, som indeholder tjære, titan, zink og lanolin. Især titan og zink modvirker den autoimmune reaktion i huden.

Aloe vera er meget lindrende og modvirker inflammationen og kløen samt indeholder mange værdifulde stoffer.  

En meget fin opskrift, der skal laves på recept og kun kan fås på Glostrup Apotek, er følgende:

Helleflynderlevertran  10 gram

Zink. blødpasta 30%    490 gram

Blandes til pasta.

 Der er for nogle år siden kommet nye hudmidler på markedet med indhold af det immunundertrykkende stof tacrolimus. De hedder Protopic (tacrolimus) eller Elidel R (pimecrolimus). Protopic kan næsten overflødiggøre binyrebarkhormon-creme behandling. Den kan i Danmark kun fås på lægerecept, der skal fornyes hver gang. Det anføres, at det kun må bruges til korttidsbehandling, og det nyeste om stoffet er, at det i enkelte tilfælde kan medføre lymfekræft ved længere tids behandling.  Der er dog flere videnskabelige studier, som konkluderer, at disse cremer udgør en sikker og effektiv behandling af længere varende lichen sclerosus ( B J Dermatol. 2006 Nov; 155(5): 1021-8)(Acta Derm Venereol. 2007; 87(1): 69-72).

Man skal smøre et tyndt lag på to gange dagligt. Stoffet optages kun lidt i kroppen. Det er almindeligt med brænden på stedet, hvor det bliver smurt på, i hvert fald i begyndelsen, så man skal gå varsomt frem og begynde med Elidel, der ikke er så skrapt. Men det forsvinder, når huden er blevet helet. Det må ikke smøres på områder med nuværende eller tidligere herpesinfektion (forkølelsessår) eller helvedesild.

Man kan også forsøge at styrke slimhinder og hud med lokal behandling med østrogen creme eller gel. Østrogenet skal være bio-identisk, dvs. være nøjagtigt som det naturlige, fx estriol eller estradiol, som kan fås på recept. Bio-identiske hormoner medfører ikke risiko for kræft mm.

Nogle med lichen sclerosus har oplyst, at østrogen som plaster, med skift hver fjerde eller femte dag, hjælper dem godt. Østrogen virker bedre, når det gives som plaster, da det så ikke ødelægges i leveren. På denne måde kan man klare sig med en brøkdel af den mængde, man bruger i tabletter.

Det er vigtigt at undgå at irritere huden omkring skeden. Lad være med at bruge sæbe og andet, der kan irritere, fx hygiejnespray. Nøjes med at vaske med vand en gang om dagen, og skal der bruges sæbe, skal det være flydende medicinsk sæbe med lavt pH (surhedsgraden omkring pH 4). Brug løstsiddende tøj og undertøj og undgå så vidt muligt trusseindlæg.

Pas også på toiletpapiret. Noget af det indeholder stoffer, der irriterer huden.

Ved samleje er det vigtigt med et smøremiddel, og vegetabilsk olie er her bedst, da det ikke indeholder alkohol eller konserveringsmidler. Fx mandelolie eller olivenolie. Gør det ondt ved samleje, kan man anvende xylocain gel 15-20 minutter før samlejet, men det må ikke smøres på området ved clitoris og ind i skeden. Så forsvinder følelsen. Gelen kan også bruges på andre tidspunkter mod smerter.

Lichen sclerosus smitter ikke.

Problemer med cykelsaddel, der normalt irriterer og gør ondt, kan løses ved at bruge en anden type saddel, der ikke gnider imod skamlæberne, og der kan evt anbringes lidt lærredsstof imellem dem, så de ikke gnider mod hinanden.

Der findes en patientforening. Se på www.lichensclerosus.dk

Comments are closed.