Opfattelsen af lugt og dufte går fra et specielt nervevæv, der ligger i øverste del af næsehulen. Der er flere slags celler, der strækker sig ud i slimhinden, hvor den kemiske påvirkning sker. Disse celler er helt specielle nerveceller,
der gendannes hele tiden og kan komme igen efter en skade. Fra cellerne går der nervesignaler til dele af hjernen, hvor lugten/duften opfattes. De kemiske stoffer, som man kan lugte, bindes fra luften til slimhinden og påvirker så cellerne der.
Forstyrrelser i lugtesansen skyldes forhold, der forhindrer lugtstofferne i at nå frem til lugtecellerne i slimhinden, eller ødelægger området med lugtecellerne, eller skader på nervetrådene, der fører til hjernen fra lugteområdet.
Det almindeligste er forkølelse med hævede slimhinder og masser af slim i næsen, så de kemiske duftstoffer ikke kan nå frem til nervecellerne, der opfatter duften/lugten. Der kan også være tale om betændelse i næsehulen, bihulebetændelse, allergisk betændelse, fx høfeber, eller om forandringer i selve næsehulen som polypper, skæv næseskillevæg eller svulster.
Ødelæggelse af selve nerveområdet kan fx ses ved at et virus ødelægger nervecellerne, eller en svulst, eller en kraftig kemisk påvirkning med giftige kemikalier. Medicin, der ødelægger den normale cellevækst og gendannelse af cellerne (fx celledræbende medicin, kemoterapi) eller radioaktiv bestråling af hovedet kan også give tab af lugtesansen.
Ødelæggelse af nerveforbindelsen fra lugteområdet til hjernen kan ske ved kraftig hjernerystelse eller andre hovedskader, evt med kraniebrud. Parkinsons sygdom, Alzheimer, svulster og kirurgiske indgreb i hovedet kan også skade nerveforbindelsen. Det kan mangel på B12-vitamin også.
Læs mere om B12-vitamin på www.radiodoktoren.dk
Nerveødelæggende stoffer og medicin som alkohol, amfetamin, kokain (snifning), visse antibiotika (aminoglykosider og tetracyklin samt cigaretrøg kan også være årsagen. Visse hormonsygdomme som fx for lavt stofskifte (myxødem), dannelse af for meget binyrebarkhormon (Cushing’s sygdom) og sukkersyge kan påvirke lugtesansen.
Der kan være tab af hele lugtesansen, eller dele af den. Man ser også ændringer af lugtesansen, så fx lugte, der ellers er behagelige, opfattes som forfærdeligt dårlige.
Det er nødvendigt med en grundig undersøgelse hos en øre-næse-halslæge og ofte også en neurologisk undersøgelse. Særlige scanninger kan være nødvendige for at udelukke svulster. De almindeligste grunde til tab af lugtesansen er hovedskader (børn og unge) og virusangreb (ældre).
Behandlingen retter sig efter årsagen. Er der fx tale om allergisk hævelse af næseslimhinden som ved høfeber, giver man et middel mod dette. Læs mere om høfeber på www.radiodoktoren.dk
Er slimhinden hævet ved forkølelse, giver man næsedråber, der kan få slimhinden til at trække sig sammen, så der bliver plads. Er der betændelse med bakterier, giver man antibiotika. Polypper fjernes, bihuler drænes.
Behandling med binyrebarkhormon, lokalt i form af spray eller med tabletter, kan sommetider have en udmærket virkning, især når
lugtesansen er tabt fornylig. Man skal være klart over, at det er en
symptombehandling, og sikre sig at årsagen findes og behandles. Behandling med binyrebarkhormon ud over i kort tid kan have mange bivirkninger. Læs mere om binyrebarkhormon på www.radiodoktoren.dk
Sidder årsagen i selve lugteområdet og altså skyldes skade på nervecellerne, kommer lugtesansen heldigvis ofte igen af sig selv.
Svær zinkmangel kan give tab af lugtesans eller ændre den, så lugte bliver ubehagelige. A-vitamin kan give slimhindeproblemer,der også kan give problemer med lugtesansen, men A-vitaminmangel er sjælden.
Zink skal tages om aftenen.
Mangel på magnesium, som er meget udbredt på grund af den moderne og dårlige kost, kan være af betydning for lugt- og smagssans. Man kan med fordel tage 600 mg magnesium citrat om aftenen.
Man har set både lugtesansen og smagssansen komme igen efter få dages behandling med lægemidlet (astmamiddel) teofyllin (Theo-Dur eller Unixan) i en dosis på 1.600 mg i 3-4 dage. Teofyllin er receptpligtigt.
Der kan dog være betydelige bivirkninger, da dosis er høj. Der kan forekomme søvnløshed, rastløshed, hovedpine, kvalme, opkastninger, mavesmerter og utilpashed samt hudreaktioner. Forsvinder ved ophør. Visse lægemidler som fx cimetidin, Antabus, allopurinol,
ciprofloxazin, fluvoxamin, alfa-interferon og profafenon nedsætter udskillelsen af teofyllin, medførende risiko for forgiftning.
I et studie, hvor fire med ophævet lugtesans deltog, fik de tre lugtesansen tilbage. Ved en efterfølgende hjernescanning kunne man se de hjerneområder, hvor lugt opfattes, lyse op.
Kaffe indeholder teofyllin, men ikke i så store mængder, at man kan regne med en virkning på lugte- og smagssansen.
Er der tale om allergisk betinget hævelse af slimhinderne i næsehulen, så duftstofferne ikke kan nå op til lugteområdet øverst i næsehulen, skal man tænke på, om der er tale om allergi eller intolerans overfor noget i maden eller andet, man drikker og spiser, fx farvestoffer eller andre tilsætningsstoffer, eller om høfeber. Læs mere om høfeber på www.radiodoktoren.dk
Allergi har ofte en baggrund i en utæt tarm, der blandt andet kan skyldes overvækst af candidasvampe i mave-tarmkanalen. Man kan læse mere om utæt tarm, allergi og om autoimmune sygdomme i min bog ”Maven – din bedste ven. Sundhed fra mund til bund” (Gads forlag) eller i mine enkeltartikler på www.radiodoktoren.dk