Cancer i bugspytkirtlen er desværre ret hyppig, og der kommer flere og flere tilfælde.
Årsagerne kan blandt andet være tobaksrygning, for meget alkohol, kronisk betændelse i bugspytkirtlen, udsættelse for kræftfremkaldende stoffer på arbejdet, fx opløsningsmidler og pesticider (DDT øger risikoen 7 gange). Kosten har også betydning, for en for fed kost med for få fibre eller slagger øger risikoen. Tidligere operation med fjernelse af mavesækken eller en del af den øger også risikoen.
En aktuel undersøgelse (foråret 2007) har vist, at tandkødsbetændelse øger risikoen for kræft i bugspytkirtlen med 63 procent, selv efter korrektion for andre risikofaktorer.
Man kan derfor nedsætte sin risiko og forebygge cancer i bugspytkirtlen ved at lade være med at ryge, kun drikke alkohol i moderat mængde og helst ikke stærk spiritus, ved at spise mindre mængder mættet fedt og ved at spise meget grønt og frugt, der nedsætter risikoen for alle typer kræft i mave og tarme. Det viser sig også, at mennesker, der har fået fjernet mandlerne, har en nedsat risiko for at få kræft i bugspytkirtlen, men det er nu ikke grund nok til at få dem fjernet.
Symptomerne på kræft i bugspytkirtlen – pancreas cancer – kan være vægttab og dårlig appetit, gnavende smerter opadtil i maven med udstråling til ryggen, gulsot (hvis canceren lukker for galdegangen, der forenes med udførselsgangen fra bugspytkirtlen, for den fælles gang munder ud i tolvfingertarmen. Eller hvis canceren har bredt sig til leveren). Kløe, specielt i håndflader og fodsåler, kan også være et tegn. Leveren kan være øm. Der kan være blødning, hvilket kan vise sig ved tjæreagtig afføring. Der kan komme diabetes, hvis så meget af kirtlen er ramt, at den ikke længere kan danne nok insulin. Der kan være løs, stinkende afføring, der lægger sig oven på vandet i kummen. Årsagen er her mangel på fordøjelsesenzymer, så afføringen bliver fyldt med ikke fordøjet fedt. En fjerdedel har hæshed, og hos ældre kan en depression være et advarselstegn.
Alle disse symptomer kan dog skyldes andet end cancer i bugspytkirtlen.
Det er vigtigt at få mistanke og opdage sygdommen så tidligt som muligt, da det ellers er svært at kurere den. Desværre ligger bugpytkirtlen sådan, at symptomerne kan komme sent, så man for sent får mistanke om sygdommen. Man bruger i dag oftest ultralydscannning til at undersøge for sygdommen, sammen med blodprøver og evt. en kikkertundersøgelse af mavesækken.
Hvis man kan, fjerner man svulsten fra bugspytkirtlen. Har den spredt sig, vil man i nogle tilfælde kunne give kemoterapi eller bestråling. Der forskes på fuldt tryk verden over for at finde frem til vacciner, der kan få immunsystemet til at angribe og ødelægge kræftcellerne, men efter det, jeg har kunnet finde, er vaccinebehandling endnu kun tilgængelig i forsøg med mennesker. Man kan snakke med sine onkologer – kræftlæger – for at få at vide, om der er nogen muligheder i Danmark eller i udlandet. Principielt skulle der være muligheder for at komme med i en forsøgsbehandling i udlandet med støtte fra Danmark. Det kan Kræftens Bekæmpelse også give oplysninger om.
Det er vigtigt, at kræftramte får en så god ernæring som muligt, så de kan blive styrket i kampen mod kræften. Det betyder mad, som de kan lide og som indeholder alle de ting, de har brug for. Desuden skal de have tilskud af enzymer for at kunne fordøje maden. ved cancer i bugspytkirtlen er det endnu mere nødvendigt, da de ikke kan danne så mange fordøjelsesenzymer i den kræftramte kirtel.
En undersøgelse har vist, at den essentielle fedtsyre eicosapentaensyre (EPA) kan påvirke kræftceller i bugspytkirtlen og hæmme deres vækst samt få dem til at begå selvmord. EPA findes i koldtvandsfisk og havdyr, fx i laks, ørred, makrel, sardiner, sælolie og visse alger. Olien fra Chinese water snake er meget rig på EPA, men den er svær at få fat på.
Man kan selv danne EPA ud fra den essentielle fedtsyre alfa-linolensyre, der blandt andet findes i hørfrøolie, men sygdomme kan hæmme denne omdannelse, der også er afhængig af en tilstrækkelig mængde af vitaminerne B3, B6, C samt magnesium og zink.
EPA er sart overfor lys, ilt og varme og skal derfor helst være frisk, fx fra rå fisk (sushi) eller dannes i kroppen fra fx hørfrøolie (to spiseskefulde dagligt, fx som Livets Olie). Køber man kapsler med EPA, skal de helst være nyfremstillet, i hvert fald langt fra udløbsdato, de må ikke have stået længe i lys og varme i butikkerne, og de skal opbevares mørkt og koldt (i køleskab).
Man kan fx købe EPA-DHA+ kapsler og tage 4-5 kapsler dagligt.
Hørfrøolie har med sine omega-3 fedtsyrer en særlig kræfthæmmende virkning. Dr. Johnna Budwig fra Tyskland har siden 60-erne behandlet alvorligt syge kræftramte med store doser hørfrøolie (omega 3) blandet med proteiner i form af hytteost, og har opnået fine resultater med dette. Det skal helst være økologisk, koldpresset hørfrøolie (på engelsk flax-oil). Man kan også købe Livets Olie, der er en kvalitetsolie med hørfrøolie og natlysolie.
En god måde at tage hørfrøolie på på er at blande den med Aronia saft, granatæblejuice eller Noni-juice.
Visse kræfttyper kan trives ved at få tilført omega-6 fedtsyrer, som vi i forvejen får alt for meget af, fortrinsvis gennem margarine. Der er derfor grund til at undgå omega-6 fedtsyrer, undtagen som kæmpenatlysolie. Det er majsolie, solsikkeolie, sojaolie, vindruekerneolie og de deraf udviklede margariner, man skal undgå. Inflammation er en grundlæggende
årsag til kræft (og mange andre sygdomme), og omega-6 fedtsyrer fremmer
inflammation. Læs mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk
Metformin, et lægemiddel mod type 2 diabetes, har vist sig at kunne hæmme væksten af bugspytkirtel-kræftceller.
Resveratrol, der er et kraftigt antioxidant fra bl.a. skallen af røde druer har også vist sig at hæmme væksten af bugspytkirtel-kræftceller og få dem til at begå selvmord. Både alene og i kombination med kemoterapi.
Det er vigtigt med en velfungerende tarmbakterieflora, der danner vitaminer og andre antioxidanter, og her kan jeg anbefale at tage Vita Biosa i større mængder, fx 25 ml 3-4 gange dagligt, eller tilskud af andre probiotika..
Produktionen af fordøjelsesenzymer i bugspytkirtlen bliver med alderen og usund kost, især med sukker og hvidt brød, svækket. Det samme sker ved kræft i bugspytkritlen, så det må anbefales at tage tilskud af vegetabilske fordøjelsesenzymer for at sikre en ordentlig fordøjelse og for aflastning af bugspytkirtlen. Man kan for eksempel tage Udo’s Ultimate Digestive Enzyme Blend eller Super Enzymes NOW eller Pancreatine (www.gaya-nutrition.com )
Der er oven i dette en række forskellige urter og ekstrakter, der har vist sig at kunne hæmme væksten af kræftceller, som det kan være værd at forsøge. Fx har det vist sig, at ekstrakt af kerner fra røde vindruer kan gøre dette (fx ActiVin), og det samme gælder for curcumin, der er det gule i gurkemeje og karry. Blandinger af urter som fx Life Spice Vital kan være værd at gå i gang med, og saften fra Noni frugten indeholder seks kræftdræbende stoffer og yderligere seks kræfthæmmende. Grøn the, Essiac the eller Flor Essence har alle vist sig at være kræfthæmmende. Life Spice Vital er også styrkende.
Svenske forskere arbejder med at undersøge den kræftcelledræbende og hæmmende virkning af organisk selen (fx Seleno Precise) og og curcumin (gurkemejerod pulver) i større mængder. Det ser ud til, at organisk selen i en dosis på mindst 500 mikrogram, evt. op til 1.000 mikrogram hæmmer og dræber kræftceller, og kombineret med curcumin, for eksempel 2-3 gram 3-4 gange dagligt til maden, skulle der være gode chancer for at modvirke kræften. Der er dog endnu ikke endelige videnskabelige beviser for dette, men meget tyder på det.
Se også afsnittet om alternativ behandling af kræft – hvad man selv kan gøre for at hæmme eller bekæmpe kræft på www.radiodoktoren.dk Desuden noget om, hvordan man kan komme af med sin dødsangst og om, hvordan man, hvis man er uafvendeligt døende, kan slippe af med smerter og medicin de sidste uger ved helt at holde op med at spise og drikke.
Jeg kan meget anbefale bogen ”Når diagnosen er KRÆFT. En selvhjælpsbog for kræftpatienter og deres pårørende” af Inge Kellermann. Udkommer 26-2-2013 på forlaget Hovedland.
Læs også mere om alternativ behandling af kræft og om bugspytkirtlen og kræft på www.radiodoktoren.dk