Sorg og sorgarbejde

 

Sorg er en naturlig følelse og en nødvendig del af livet, men sorg er svær at bære og svær at komme igennem. Men sorgen er også en hjælper, når livet har givet os et tab. Jeg vil nødigt bruge ordet at miste, da jeg ikke mener, at de mennesker, som vi har holdt af og ikke er mere her på jorden, bare er væk. De er gået over på den anden side af dødens port, og er ikke mere her i kød og blod, men dog hos os resten af vores dage. De er kommet hjem til lys og kærlighed i livet efter livet, og kan vi fatte det, hjælper det i sorgen og resten af vores liv, som skal leves færdigt, før vi møder dem igen. Vi er her på jorden for at lære noget, og vi skal lære færdig. Sorgen er en vigtig del af den lære og med til at åbne vores øjne for mangt og meget om det gode i livet.

Sorg og krise

 Men hvordan vi end vender og drejer det, så er sorg en svær og traumatisk krise. Den svenske psykiater Johan Cullberg definerer i sin fine bog “Krise og udvikling” en krise som en livssituation, hvor tidligere erfaringer og reaktionsmåder ikke mere er tilstrækkelige til, at man kan forstå og beherske den aktuelle situation. Belastningen overstiger bærekraften. Der er brug for hjælp fra nære medmennesker, der forstår, hvad der sker.

De to amerikanske forskere Holmes og Rahe har i 1967 udviklet en >social readjustment scale< – skala for social gentilpasning, hvori der anvendes >life change units< – enheder for belastende ændringer af livsomstændighederne. Den hændelse, der giver flest points ifølge skalaen, nemlig 100, er livsledsagers eller barns død, og andre næres død giver også mange points. Så det er langt de fleste, der i den situation oplever, at belastningen overstiger deres bærekraft, og verden bryder sammen.

Vi gror på en måde sammen, når vi har været tæt på hinanden igennem mange år. Det er en slags symbiose, så vi føler, at vi mister en del af os selv, når vi mister en af vores nære. Værst er det, når dødsfaldet sker pludseligt eller efter kort tids sygdom. Har sygdommen været langvarig og belastende for den døende, kan sorgen også være svær, men det, at den døde har fået fred og er befriet for sine lidelser, kan være en stor trøst og hjælp til at bære igennem sorgen.

Et dødsfald kan ofte udløse en chokfase, hvor man ikke fatter, hvad der er sket, og af al kraft prøver at holde virkeligheden på afstand. Der kan komme hallucinationer, hvor man ser den døde som stadig levende, og sindssygelige symptomer, og nogen bliver helt lammet. I denne fase er man helt afhængig af nære medmenneskers omsorg. Chokfasen varer sjældent mere end højst et par døgn, og så kommer reaktionsfasen, hvor den efterladte stadig er noget forvirret og tænker på den afdøde dag og nat og måske kan høre vedkommende. Det er iflg. Cullberg et reparerende forsøg på at “beholde” den døde. Samtidig er den sørgende meget optaget af at forsøge at finde en mening med den kaotiske situation.

Reaktionsfasen begynder, når den efterladte tvinges til at erkende det, der er sket – at en af de nærmeste virkelig er død. Den døde optræder hele tiden i fantasien, og den efterladte forsøger af al magt at finde en mening i det, der er sket. Hvorfor? er det mest fremtrædende spørgsmål, man hele tiden stiller sig selv.

Der optræder som en reaktion på forladtheden udover generel sorg ofte fortvivlelse, tomhed og lav vitalitet med dødslængsel. De almindelige grundlæggende behov for fx vand, mad, søvn opfyldes ikke, og andre må gå ind og overtage det praktiske og sørge for den efterladte som for et barn. Af andre psykiske og  legemlige symptomer kan man nævne klump i halsen, åndenød, smerter, og vrede.

Vrede og aggression

Vreden og aggressionen kan vendes mod lægen, der måske ikke har været dygtig nok og sat ind med den rigtige behandling i tide, mod hospitalet, hvor der evt. er sket fejl, og mod andre pårørende, der måske ikke har været der på besøg eller interesseret sig nok for den afdøde. Eller mod andre, der kan have medskyld eller skyld for, at det er sket.

Den efterladte kan også blive vred og rasende på den afdøde, der bare har givet op og efterladt sine nærmeste til en uvis skæbne. Det er ikke særlig acceptabelt at skælde ud på den døde, men det kan være en måde at få givet udtryk for sine kaotiske følelser og sin ærgrelse over, at den døde måske ikke har passet godt nok på sig selv. Det er derfor vigtigt for de øvrige ikke at begynde at bebrejde den efterladte for sine udfald mod den døde.

Der kan også optræde aggression overfor omgivelserne og overfor sig selv, og det kan ende med selvmord, enten hurtigt og dramatisk eller langsomt med piller og alkohol, dårlig kost og ligegladhed med sig selv. Mange, især ældre, dør meget hurtigt efter at have mistet deres ægtefælle. Livslysten er væk. Det er vigtigt for omgivelserne at få sat sig igennem med budskabet om, at der stadig er brug for den efterladte, at der stadig er et liv, der skal leves til ende, at man har en pligt til at leve sit liv færdigt. Forskning har vist, at risikoen for at dø efter en ægtefælles eller samlevers død er meget stor, især for mænd i de første seks måneder efter dødsfaldet, og for enker i det andet år. Manglende egenomsorg og misbrug af alkohol, tobak og medicin samt svækket modstandskraft mod sygdom er det, man har givet skylden for dette.

Skyld

Mange, især kvinder, har urealistiske skyldfølelser. Kunne jeg have gjort noget anderledes, så døden ikke var kommet? Har jeg nu gjort alt godt nok? Skete døden, før vi fik tilgivet hinanden for eventuelle modsætningsforhold? Fik jeg nu sagt ordentligt farvel? Det kværner igennem hovedet og forhindrer tanker på andet og forhindrer spisning og søvn.

Der sættes en række forsvarsmekanismer i gang. Fx vil nogen regrediere – opføre sig som børn, med affektudbrud, klyngen sig til andre, magisk tænkning, fx  i retning af >hvis jeg nu be’r rigtig pænt, så er det hele ikke sket, og mit barn er levende igen<. Nogen fornægter totalt dødsfaldet. Nogen bliver hurtigt afhængige af alkohol eller nerve- og sovemedicin.

Det er også en almindelig reaktion at fornægte eller isolere sine følelser eller undertrykke dem. Det fører til en udadtil acceptabel måde at klare det hele på, og omgivelserne synes ofte, at den efterladte tager det meget fint og er meget tapper. Det er selvfølgelig meget rart for     omgivelserne, men det er absolut ikke godt for den sørgende. Der går oftest meget længere tid, før den akutte krise går over og sorgen mindskes.

Det er vigtigt at hjælpe den efterladte til at give udtryk for sin sorg. Der er et sorgarbejde, der skal gøres. I gamle dage lagde man den døde i åben kiste midt i storstuen, og folk kom så der og tog afsked, mens der sad flere grædekoner omkring kisten og hylede og skreg. Det gav familien mulighed for at give åbent udtryk for deres sorg, uden at nogen tog sig særligt af det.

I vore dage føler vi os utilpasse ved, at nogen giver udtryk for følelser. Sorg er blevet til en sygdom, der skal kureres med lægesprøjter, nerve- og sovepiller, lykkepiller mm. Det er det værste, man kan gøre. Det lægger et kemisk låg på sorgen, så den går indad og giver    langvarige sindslidelser som fx angst og depression. Det er også godt for børn at opleve død og sorg tæt på. Holder man dem væk fra det, vil deres fantasi ofte give dem uhyggelige tanker.

Gråd er forløsende. Den bringer en utrolig lindring og skal ikke hindres eller standses. Gråden er en del af vores psykiske forsvar, og får vi ikke grædt ordentligt ud, vil sorgen lettere blive kronisk, uforløst og belastende. Musik og sang kan være med til at forløse gråden, især de gode, gamle salmer, som fx >Kirkeklokke, ej til hovedstæder< og >Altid frejdig<. Det er en god hjælp i sorgen at vælge de rigtige salmer til begravelsen, hvis ikke den afdøde selv har gjort det.

Døden er en del af livet

 Døden skal ikke skubbes af vejen. Det er en meget god hjælp til at få realiseret sit tab at våge ved den døde og i hvert fald være i nærheden. Jeg havde et bagerægtepar som patienter, mens jeg var praktiserende læge. Da konen døde på hospitalet, tog manden hende hjem, efter de seks timer var gået, og hun blev lagt i åben kiste i deres gildestue. Der var hun indtil begravelsen et par dage senere. Manden tændte store lys og gik ned og snakkede med konen, når han da ikke sad og vågede hos hende. Venner og bekendte blev inviteret til at komme og se hende. Det var en meget smuk oplevelse, også for mig, og for manden lettede det sorgarbejdet enormt.

Skolepsykolog Tove Hvid fortalte i en kronik i Politiken den 8 juni 1986 (>At sige verden ret farvel<), om hendes far, der faldt død om i haven, om moderen, der sagde nej til, at han skulle køres til hospitalet, og om hvordan familie og venner samledes i hjemmet og  fik sagt ordentligt farvel til ham i løbet af flere dage og hjalp med iklædning og kistelægning, og om hvordan børnene løb frem og tilbage og var med i det hele. Det gav, som hun skrev, en stille ro, en god og mæt sorg.

På Færøerne, hvor jeg haft den glæde at passe to bygdelægers praksis i en måned hvert år i ti år, har man også en smuk måde at tage imod døden på. Man samles i den dødes hjem, og familien lægger selv i kiste, evt. med assistance fra hjemmesygeplejersken, man graver selv graven, og familie, venner og bekendte bakker 100 procent op om hele forløbet.

Jeg fik engang et smukt læserbrev fra en datter, der havde mistet en højt elsket far. Hun skrev, at hun i den forbindelse havde mærket >kærligheden i handlinger< fra omverdenen, og om hvordan hendes familie og hun selv var blevet båret igennem den første svære tid og sorg af venners og familiemedlemmers uegennyttige, kærlige handlinger. Hun skrev: >Vi har for alvor set, hvilke mennesker, der har kastet alt fra sig for at være til stede med og for os. En  kærlighed over alle grænser er strømmet imod os. Det giver fornyede kræfter og mod på at fortsætte den livshandling og næstekærlighed, som vores far stod for. Midt i sorgen føler familie og venner til afdøde en berigelse af format – et savn, der er næstekærligheden i sig selv. En kærlighed vi kun kan være stolte over at have været opdraget i og nu er parate til at videregive. Livet er skønnere end nogensinde! Vores far var kærligheden<. Det er et godt udtryk for, at en sorgperiode kan være meget smuk og givende, og en god lejlighed til at klargøre sig, hvad den afdøde har betydet for sine omgivelser.

Det er desværre ikke alle, der oplever det på den måde. Nogen oplever, at deres sociale netværk er endog meget spinkelt, at de bliver betragtet som >moderne spedalske<. Folk, de kender,  smutter ned ad sidegaden, hvis de ser dem komme på afstand. Igen et udtryk for, at det moderne menneske har det dårligt med følelser. I tabssituationer har vi brug for, at vores medmennesker bakke op om os og er >medvandrere< i sorgen. Vi har brug for empati – indfølingsevne – ikke for sympati. Vi har ikke brug for overdreven trøst, der blot kan være udtryk for andres behov for at hjælpe sig selv. Vi har brug for at kunne udføre vores    sorgarbejde uhindret af overdreven omsorg og af bedøvende alkohol eller medicin. Vi har brug for nogen, der vil gå lange ture med os uden at snakke ustandseligt. Det er godt at komme ud i naturen og se, hvordan alt lever og dør. Det er godt at have andre omkring sig, men andre kan ikke sørge for os, højst med os. 

Sæt ord på sorgen

Men der er normalt et stort behov for at snakke, både om den døde og om sorgen. William Shakespeare har i Macbeth skrevet:>Give sorrow words: the grief that does not speak whispers the o’er fraught heart and bids it break<. På dansk:>Giv sorgen ord. Den sorg, der ikke taler, hvisker til det overbebyrdede hjerte og byder det at gå i stykker<.

Derfor er det en medmenneskelig pligt at lytte og være tilstede, så den efterladte kan få snakket ud og komme videre i sit liv. Især når alle >festlighederne< med begravelse og gravøl er ovre, lister tomheden og den smertende fornemmelse af tab sig ind. Især hos mennesker, der har levet tæt sammen og måske har opgivet det meste af deres netværk. Der er brug for nogen, der kommer til dem og fortæller dem, at der stadig er et liv derude, at der er brug for dem, og at der stadig er noget godt til dem i form af samvær, livsglæde og aktiviteter. Jeg gjorde det til en vane at besøge de af mine patienter, der havde mistet samleveren, nogle uger efter   begravelsen, for netop at opfordre dem til igen at tage del i livet. Det gav nogle gode samtaler, som jeg også selv havde meget glæde af, og den efterladte fik igen sat ord på sorgen.

Begravelsen er en god hjælp til at blive klar over, at den afdøde virkelig er død. At samles med venner, bekendte og andre til begravelsen er en afskedsceremoni, der også er med til at minde om, at den afdøde ikke bare er væk, men er gået over på den anden side af dødens port til lys og glæde, gået hjem til Gud, befriet fra denne verdens plager, men ikke forsvundet for evigt eller blevet til ingenting. Her er det tilladt at græde, uden at det giver sociale problemer. Børn bør normalt også være med til begravelser og tager ikke skade af at opleve både de voksnes og egne følelser og sorg. En begravelse er også en forløsning, og den efterfølgende mindesammenkomst vil så ofte blive en hyggelig sammenkomst, hvor man mindes mange fornøjelige stunder. Gravøllet var tidligere beregnet på at opmuntre de sørgende, og det er det vel endnu.

For mennesker, der har svært ved at komme igennem sorgen, få den bearbejdet og komme videre over i nyorienteringsfasen og med sit eget liv, kan det være en meget god hjælp at deltage i en sorggruppe, som der findes mange af ud over landet, i reglen arrangeret af de lokale selvhjælpsgrupper. Kræftens Bekæmpelse har også arrangeret sorggrupper, ikke mindst for børn og unge. Her man kan få lov til at vise sine følelser og finde forståelse hos andre, der er i samme situation. Det hjælper til at få sorgarbejdet gjort. 

Sygehuspræst ved Det Norske Radiumhospital, Steinar Ekvik, har om sorgen sagt:

>Sorgen er ikke en fjende eller en trussel, men en hjælper, når livet har givet os tab. Vi må møde sorgen som en ven og tage imod det, som sorgarbejdet medfører for os. Det kræver sit, men sorgarbejdet gør godt midt i smerten. Hele mennesket har brug for at gå ind i en sorg for at leve sig igennem den og komme ud i livet igen. Det handler om at gå igennem og ikke udenom det smertende<. 

Han siger også:> Bortgemt sorg smuldrer ikke bort i livsbagagen. Den ligger og lurer som noget, du ikke er blevet færdig med eller ikke har taget alvorligt fat på. Hvordan vi bruger vores følelser, slår ud rent sundhedsmæssigt. Alle har erfaring med, at det at bære på ting alene eller modsat at lette hjertet er knyttet til sundhed og livskvalitet. Tårer og smil er kanaler ud til livet<. Det er også ham, der har sagt, at vi skal være medvandrere, som den sørgende kan gå sammen med. Man skal være tilgængelig, tilbyde tid og nærvær og lade den sørgende bruge nærværet til det, han eller hun føler som godt.

Sorg giver som anden krise en mulighed for udvikling, når den bliver taget alvorligt og gennemlevet. Skal vi mennesker klare os i livet og have en god bærekraft, er det vigtigt at kunne se det gode i det dårlige, det positive i det negative, det lyse i det mørke. For den sjælelige del af sundheden er det vigtigt at finde frem til en mening med livet og det, der sker i det. Det er også vigtigt at sætte sin egen død på plads, så den ikke kommer i vejen for livet. Det er vigtigt at have en tro på, at der er et liv på den anden side af dødens port. Det gør det lettere både at dø og at klare sig igennem en sorg.

Digteren Rabindranath Tagore har sagt:>Døden tilhører livet, som fødslen gør det. Gangen er i det at løfte foden, såvel som i at sætte den på jorden igen<. Og Johannes Møllehave har sagt: >Det er ikke sundt at glemme dem, vi har mistet. Vi skal tværtimod have dem med, for det er en del af deres gave til os, at de er i vores liv – også når de er døde<. Og til sidst Gustav Fröding:>Se, efter natten kommer altid dag, og såret læges, sorgen får en ende<.   

 Læs bogen ”Lys bag døden” af den tidligere sognepræst Kirsten Mørch-Nielsen.                                              

 

 

Comments are closed.