t vigtigste for sårheling er, at kredsløbet i huden omkring såret og dermed også i selve sårene er i orden. Kommer der ikke ilt nok til vævet, vil det ikke heles. Det ses oftest ved sår på underbenet og anklen, hvor blodforsyningen kommer både ovenfra og nedefra og ikke sjældent er utilstrækkelig. Hævelse –ødem –omkring såret vil hæmme blodforsyningen, og på benene kan åreknuder både fremme hævelse og svække blodgennemstrømningen.
Kredsløbet skal også styrkes med motion, hvorved man også styrker venepumpen – returåre funktionen, som holde ved lige af at musklerne trykker returårerne sammen, så blodet pumpes opad mod hjertet, da der er klapper i returårerne, så blodet ikke kan løbe nedad. Det rette navn for dette er venepumpen. Det er ikke mindst vigtigt at bruge sine fødder. Når man sidder, kan man med fordel bruge et vippebræt til at sætte fødderne på. Man tager et bræt så stort, at begge fødder kan få plads på det, og sømmer en rundstok på tværs under brættet. Der skal klistres en skumgummiklud under rundstokken, så brættet ikke kurer på gulvet.
For kredsløbet i huden og andre steder er det vigtigt med en tilstrækkelig høj koncentration af CO2 (kuldioxid, kultveilte) i blodet, da det får de glatte muskler i pulsårerne til at slappe af.
En rigtig god behandling og forebyggelse af fodsår samt neuropati er fodbade i vand, der er beriget med CO2 (kuldioxid, kultveilte). Kuldioxiden vil gå ind gennem huden og slappe de små pulsårer af, hvilket bedrer blodgennemstrømningen betydeligt. Sår heler kun, når blodgennemstrømningen er i orden, og nerverne fungerer kun ordentligt, hvis de får blod nok.
En anden måde at få afslappet sine små pulsårer, få bedre kredsløb i huden og modvirke for højt blodtryk, er at lære at trække vejret langsommere, så man ikke udånder for meget kuldioxid gennem lungerne. Det vil nemlig føre til en sammentrækning af pulsårerne og glatte muskler i for eksempel bronkierne, hvilket vil kunne medføre for højt blodtryk og astma. Læs mere om dette på www.buteyko.dk eller på www.radiodoktoren.dk
Eller i bogen ”Luk din mund. Buteyko Åndedræts Metoden” af Patrick McKeown og Lise Windfeld Bornerup.
Det er også vigtigt at bekæmpe infektion (betændelse) i såret og omgivelserne. Betændelsen medfører hævelse og hæmning af blodforsyningen til såret, og bakterierne kan udskille stoffer, der hæmmer helingen.
Et godt sårhelingsmiddel er Microdacyn R, der blandt andet går det lettere at få såret til at hele op, og påvirker bakteriernes modstandskraft ved at modvirke bakteriernes beskyttende bio-film, hvorved behandling med antibiotika og andet virker bedre. Kan købes på apoteket.
Urte-Pensil indeholder askeblade, Echinacea, bukkehornsfrø, propolis, brudurt og tormentilrod. Tilsammen har de en god virkning ved betændelsestilstande og kan bruges i stedet for penicillin ved lettere infektioner. Ved kraftige infektioner bør man snakke med sin læge først, da visse infektioner kan være så farlige, at egentlige antibiotika kan være nødvendige. En fuldt udviklet rosen ville jeg for eksempel ikke lade være med at behandle med penicillin. Det samme gælder for visse typer halsbetændelse, hvor lægen kan pode fra halsen i konsultationen og afklare, om der er tale om farlige bakterier.
Læs også på www.radiodoktoren.dk om antibiotika alternativer.
Det tibetanske urtepræparat Padma Plus bedrer kredsløbet og virker samtidig bakteriehæmmende og modvirker åreforkalkning. For mikrokredsløbet er Gingko biloba godt.
Andre naturmidler som for eksempel hvidløg har antibakteriel virksomhed overfor gule stafylokokker og visse antibiotikaresistente bakterier, så det kan være en idé at bruge tilskud af disse naturlige midler. Hvidløgstabletter som fx Kwai, Garcin eller Kyolic i fuld dosis er en god måde at få hvidløg på.
Man har fra tidernes morgen brugt behandling af sår med visse former for ler på grund af det store indhold af mineraler. Det har vist sig, at en speciel form for ler, french green clays (fransk grønt ler), calcium bentonite clay, kan stoppe spredning og vækst af bakterier, også ved resistente bakterier. Men leren må ikke opvarmes eller bestråles. Så forsvinder virkningen. (Se www.aboutclay.com )
Svovl er vigtigt for sårheling og for at undgå ardannelse. For eksempel som det naturlige svovlholdige stof MSM er også rigtig godt til få ar til at vokse sammen uden for megen ardannelse. To gram to gange dagligt. Man kan selv købe MSM-pulver og blande det i en god økologisk hudcreme uden alle mulige skadelige kemiske tilsætningsstoffer. MSM kan ofte få ar til at blive mindre og pænere, selvom det er gamle ar.
Helingen af såret efter operationer bedres ved at smøre E-vitamin, for eksempel fra kapsler med hvedekimolie, direkte på såret. Man prikker bare hul på kapslerne.
Aloe vera er det også rigtig godt at smøre på arret.
Et nyt studie (2007) peger på, at honning er en af de mest effektive metoder til at få til sår til at hele hurtigt. Det ser også ud til, at honning virker lige så godt som antibiotika.
Sår, der bliver behandlet med honning en eller flere gange dagligt, afhængigt af sårets sværhedsgrad, bliver almindeligvis sterile indenfor 3-10 dage. Honning er specielt effektivt i behandlingen af sår, der ikke vil lukke sig eller hele.
I en oversigt over 18 studier af forskellige metoder til sårheling, blandt andet ved brug af fluelarver, klarede honning sig bedst. Det er formentlig starten af æraen med antibiotika, der har medført, at man har glemt honnings gode virkning.
Særlig god er Manuka honning fra New Zealand, der også er sikker at bruge.
Men i øvrigt skal man være opmærksom på, at udenlandsk honning i nogle tilfælde har vist sig at være inficeret med den farlige sporedannende bakterier.
Ekstrakt af olivenblade har også antibakteriel virkning. Det kan købes som fx Olivir.
Oregano har ligeledes en antibakteriel effekt. Man kan fx købe det som Andante.
Grapefrugtekstrakt i form af fx Bio-Citricidal, 3-15 dråber 3 gange dagligt til indtagelse er også desinficerende.
Prikbladet perikum (hyperikum) virker også antibiotisk, også over for visse resistente bakterier som gule stafylokokker og streptokokker.
Grøn thé indeholder ligeledes betændelsesbekæmpende stoffer.
Lokalt er Tea Tree Olie meget fint til at bekæmpe betændelse med.
Kolloidt sølv er et naturligt antibiotikum, som er totalt uden bivirkninger. Sølvet optages i mikroorganismerne og ødelægger deres kemiske processer, så de dræbes. Samtidig medfører den måde, sølv virker på, at mikroorganismerne ikke kan mutere eller blive resistente.
Kolloidt sølv er uden bivirkninger, så man kan ikke blive forgiftet.
Det ophobes heller ikke i kroppen. Sølv er godkendt til brug i mad.
Kolloidt sølv angriber kun de skadelige bakterier, men påvirker ikke de gavnlige bakterier i vores tarmkanal, da det opsuges i maven og den øverste del af tyndtarmen.
Den bedste måde at tage kolloidt sølv på er at tage en teskefuld kolloidt sølv 3-4 gange dagligt og holde det i munden nogle minutter. Man kan derefter gurgle med det og synke det. Det medfører en hurtig optagelse i blodet og er blandt andet med til at modvirke betændelse i tandkødet (paradentose). Man kan også spraye kolloidt sølv i halsen.
Der findes nu også opløsninger med sølvpartikler, som ved hjælp af en særlig teknik er forsynet med ekstra iltatomer, der er covalent bundne til sølvet og blandt andet støtter immuncellernes angreb på bakterier og virus (oxidativt ”burst” uden at oxidere vævene). Produktet hedder Bionaid Trioxy Silver. Se www.bionaid.dk eller www.bionaid.org
Der er rapporter om brugere, hvor svære smerter er forsvundet på få dage. Smerter skyldes oftest inflammation. Læs mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk
Men det er først og fremmest vigtigt med en sund og tilstrækkelig kost samt et godt tilskud af vitaminer og mineraler af god kvalitet. For eksempel Omnimin, Spektro, Vitamun eller Livskilde Komplet. Ekstra C-vitamin, fx 750 mg 2-3 gange dagligt er vigtigt for helingen af bindevævet i huden. Virkningen af C-vitamin kan forbedres op til 20 gange ved at kombinere med bioflavonoider, fx som C 500 + Hyben + Bioflavonoider. 2 tabl. morgen og aften.
Ekstra E-vitamin styrker også virkningen af C-vitamin og bedrer kredsløbet.
Zink er meget vigtigt for sårhelingen. Fx 30 eller 40 mg om aftenen.
Efter operationer heler såret meget hurtigere, når man meget hurtigt kommer i gang med at spise og drikke, og kredsløbet styrkes ved daglig motion.
B2-vitamin og folinsyre er også vigtige for sårhelingen, så det er godt at tage 400 mg folinsyre samt ekstra B2-vitamin (riboflavin) og en stærk, blandet B-vitamin tablet.
Det er fint med et tilskud af protein, da dets aminosyrer er byggestenene til det nye væv, der skal lukke såret. Fisk er for eksempel en god kilde til protein og samtidig godt for kredsløbet.
Det er også vigtigt at drikke mindst halvanden liter vand dagligt, fordi mangel på væske i kroppen kan være med til at hæmme sårhelingen.
Behandlingen af selve såret kan man roligt overlade til hjemmesygeplejerskerne. De er rene eksperter og har opbakning fra lægen.
Selvom der ikke i Danmark (men i Japan) foreligger videnskabelige beviser for virkningen, så har jeg rigtig gode erfaringer med at behandle sår, der har svært ved at gro sammen, med såkaldte bløde laserstråler (Soft laser, low level laser), der på grund af den lave energi i dem ikke brænder, men stimulerer væksten af de små hårkar i randen af sårene, så der kommer mere ilt og næring til vævet og derfor en hurtigere lægning. Samtidig har laserlyset en udmærket virkning på bakterierne, der ikke kan tåle det. Mange alternative behandlere bruger sådanne lasere.
Magnetfeltbehandling af såret, for eksempel ved at anbringe en flad magnet uden på forbindingen, styrker kredsløbet meget og virker smertestillende. Væv heler meget hurtigere ved påvirkning fra magneter. Læs mere om magnetfeltbehandling på www.radiodoktoren.dk på www.vita-life.dk og på www.coclo.com