Hjernen i hovedet kender vi alle, men det er ret få der ved, at vi har en anden hjerne – en mavehjerne, der er et helt selvstændigt enterisk nervesystem med kun få tusinde nerveforbindelser til hjernen oppe i hovedet via vagusnerven.
De fleste kender til det ubevidste nervesystem, der består af en sympatisk og en parasympatisk del, der henholdsvis fremmer og hæmmer mange af vore systemer, blandt andet hjertet. Men vi har altså også en mavehjerne – et enterisk nervesystem, som kan fungere uafhængigt af resten af nervesystemet.
Når vi har sunket vores mad, overtager mavehjernen den videre æltning, blanding med fordøjelsessafter, fremføring, regulering af mave-tarmhormonerne, optagelsen af næringsstoffer og siden tyktarmens funktion, lige til afføringen kommer ud.
Mavehjernen er opbygget ligesom hjernen i hovedet, men der er et mere udbygget netværk af forbindelser mellem nerve- eller hjernecellerne. Det blev allerede opdaget i midten af 1800-tallet af den tyske nervelæge Auerbach, der i et mikroskop kiggede på tarmvæggen og fandt dette netværk mellem musklerne.
Mavehjernen er blandt andet en kontrolstation, der analyserer det, der kommer ned i maven og tarmene og indholdet af forskellige ting som fx salte. Den kontrollerer ligevægten mellem tarmhormonerne – peptiderne, sekreterne fra kirtlerne og ligevægten mellem sendebudsstofferne, også kaldet signalstoffer eller neurotransmittere. Den organiserer også forsvaret mod bakterier, vira og giftige ting, der kommer ned i maven.
Kommer der fx gift eller sygdomsfremkaldende bakterier, åbnes der for sluserne af tarmsaft, der skyller de skadelige stoffer og bakterier ud af tarmen ved en voldsom diaré og evt. også opkastninger. Derfor forkert at stoppe opkastninger og diaré for tidligt.
70% af vores immunceller sidder i tarmene, og tarmene er fyldt med bakterier og svampe, der er meget vigtige for immunforsvaret, men kan skade, hvis tarmslimhinden bliver utæt, eller immunforsvaret svigter.
Peristaltikken, fremføringen af indholdet i tarmene, fungerer også, selvom nerverne til tarmafsnittene er skåret over (1899). Det foregår via trykfølsomme punkter i slimhinden. Der er hæmmende og aktiverende nervekredsløb, så det hverken går for hurtigt eller for langsomt.
Mavens nervesystem bruger de samme signalstoffer – neurotransmittere – som vores hjerne i hovedet. Ni tiendedele af humør-signalstoffet serotonin dannes fx i maven og bruges der. Der er derfor, vi kan blive deprimerede i maven. Neurotransmitterne overfører signaler mellem nerveceller som et ret indviklet kemisk sprog. Det er også derfor, at de nye midler mod depression, der hedder serotonin genoptagshæmmere – forkortet SSRI præparater, også med et dårligt navn kaldet ”lykkepiller” kan medføre mavesmerter. Årsagen er, at serotonin ikke som normalt genoptages i nerveenderne efter brugen, men hober sig op i tarmene.
Vi har sensorer – følere – hele vejen fra munden og til endetarmens lukkemuskel, der frigør de nødvendige kemiske stoffer, fx mavesyre og enzymer, der er vigtige for fødens nedbrydning.
Hvad der virker på hjernen i hovedet, virker også på mavehjernen, og der går flere budskaber fra mavehjernen til hoved-hjernen end omvendt. Tarmen taler til hovedet og kan påvirke humør og adfærd. Stimulation af vagusnerven har fx vist sig at have antidepressiv virkning og måske også fremme indlæring.
Hvis mavehjernen fejlfungerer, fx hvis man er overfølsom for noget i maden, kan der udløses en række symptomer, fx irritabel tyktarm, og en sygdom som fibromyalgi har også en sammenhæng med en dårligt fungerende mavehjerne. I det hele taget kan man finde årsagen til mange sygdomme i maven. Stress kan også i høj grad påvirke maven.
Det hele foregår som nævnt ved hjælp af neurotransmitterne, og der er en overordnet styring, bl.a. gennem vores pinealkirtel – koglekirtlen, der styrer både nervesystem, hormonsystem og immunsystem.