Væske i bughulen kaldtes i gamle dage ”Vattersot”. Det er et forældet ord, men meget beskrivende, for der er tale om væskeophobning i kroppen. Det latinske navn for væske i bughulen er ascites. Der kan sive væske fra bughulen gennem lymfeveje og op til især højre lungehinde. Symptomerne er udvidet maveomfang, der af den ramte føles som en tyngde eller en trykkende fornemmelse. Man kan se at flankerne buler ud i liggende stilling, og ved at banke eller skubbe på den ene side af maven kan man føle det som en bølge på den anden side. Man anvender ofte ultralydscanning til at påvise ascites.
Det kan være svært at finde ud af, hvad der er årsagen til ascites, især når det ikke er en
leverlidelse, der er kendt som årsag. Men der er mange andre ting, der kan medføre det.
Leveren er ofte involveret (skrumpelever (levercirrhose) eller leverfibrose) med forhøjet tryk i returåren til leveren fra tarmene (portal hypertension).
Hjertesvækkelse eller nyreproblemer kan også medføre ascites. Ofte kan man, ved at suge lidt af væsken ud, finde frem til, hvad årsagen er. Man måler her Serum-ascites albumin gradient – SAAG.
Ved høj SAAG er der levercirrhose i 81% af tilfældene, hjertesvigt 3%. der kan også være tale om tillukning af levervener (Budd Chiari syndrom) eller stivhed af hjertesækken (”panserhjerte”) på grund af hjertesækbetændelse (konstriktiv pericarditis).
Ved lav SAAG kan der være tale om kræft i bughinden, tuberkulose, bugspytkirtelbetændelse,
betændelse i bughinden, dårlige nyrer (nephrotisk syndrom), tarmproblemer med tab af protein eller medfødt angioødem.
Ved kræftspredning til bughinden kan medføre ascites. der er så ofte kronisk træthed og vægttab.
Centralt er æggehvidestoffet albumin, der produceres i leveren. Det er med til at holde
væsken inde i blodårerne, og hvis leveren laver for lidt, eller der tabes for meget gennem
nyrerne, vil der komme for lidt i blodet, og så kommer der tendens til at hobe væske op.
Et andet centralt problem er tilbageholdelse af for meget salt i kroppen, for det meste
på grund af nyrerne, der ikke kan udskille nok, evt. styret af hormonet aldosteron fra binyrebarken.
En anden komplikation til ascites er bakteriel bughindebetændelse (peritonitis), som skyldes en nedsat mængde anti-bakterielle faktorer i ascitesvædsken.
Noget medicin kan påvirke leveren eller/og nyrerne, så det må også med i overvejelserne.
Noget af det vigtigste i behandlingen ved høj SAAG er at spise så lidt salt som muligt, og saltet skal være havsalt, helst Himalayasalt, der indeholder 88 af de 92 mineraler, vi mennesker har brug for at få. Omkring 15% med ascites kan klare sig med dette.
Sengeleje kan samtidig være af værdi, men det er af andre grunde ikke så godt at ligge i sengen. Man taber kalk og mister muskelkraft, så sengelejet skal kun være forbigående.
Oftest giver man også vanddrivende midler. Da hormoner fra binyrerne (aldosteron) er involveret, vil man oftest anvende vanddrivende midler af typen spironolacton, triamteren eller amilorid, som modvirker aldosterons virkning. Spironolacton giver man oftest i en dosis af 25 mg 4 gange dagligt, evt stigende til højst 400 mg i alt dagligt. Mere gavner ikke.
Hos nogen er det nødvendigt også at give mindre mængder af kraftigt virkende vanddrivende midler af typen furosemid. Lægen kan læse mere om alt dette i Harrison’s Principles of Internal Medicine, som han kan læse på Internettet på Lægeforeningens Dadlnet.
Bliver natriumindholdet i blodet for lavt (under 130 mmol/l) kan det være nødvendigt at nedsætte indtagelsen af vand/væske.
Ved udtalt ascites vil man blive indlagt til tapning af ascites gennem en kanyle. Dette kan medføre yderligere tab af albumin, så de tkan blive nødvendigt at give albumin intravenøst svarende til den mængde ascites, der er tømt ud.
Samtidig er det nødvendigt, at man sørger for at få tilstrækkeligt af værdifuldt æggehvidestof,
så man kan producere tilstrækkeligt albumin. Man kan fx som tilskud tage ProTabs, der indeholder alle de livsnødvendige aminosyrer (byggesten til æggehvidestofferne) og er et godt supplement til fx fisk, kylling, kvark etc.
Ved dårlige nyrer tåler man dog ofte ikke så meget protein, så det er vigtigt, at få ordentlig vejledning om dette.
Ved lav SAAG hjælper vanddrivende behandling og indskrænkning af brugens af salt i reglen ikke. Man udtømmeer så ascitesvæsken og forsøger at behandle årsagen.
Hos en lille gruppe med fremskreden levercirrhose kan man lave en shunt, men det forlænger ikke livet.