Det vigtigt at finde ud af, om det lidt forhøjede kalium overhovedet betyder noget. Der er en betydelig variation i det normale, og det målte kalium kan være normalt for netop den person, der har fået det målt. Det er her en stor fordel, hvis man tidligere har fået målt sit kalium i blodet (hvilket med mellerum bør gøres, hvis man er i behandling med vanddrivende medicin).
Normalt vil ekstra kalium lynhurtigt blive udskilt gennem nyrerne. Der findes også pseudo-hyperkaliæmi, hvor kalium bliver målt til at være for højt på grund af udsivning af kalium fra cellerne lige før eller under blodprøvetagningen. Medvirkende hertil er anlæggelse af en tourniqet eller gummislange, for at de overfladiske blodårer skal blive fyldt med blod og lettere at se og stikke i.
Hæmolyse (hvor blodlegemerne går i stykker) og for mange hvide blodlegemer eller blodplader vil også kunne give et for højt kaliumtal i blodet, da der går kalium ud af cellerne i forbindelse med dannelsen af et koagel. Man skal have mistanke om pseudo-hyperkaliæmi, altså et kunstigt forhøjet kaliumtal, hvis man finder et for højt kaliumtal hos mennesker uden symptomer, og hvor der ikke er nogen oplagt grund til det forhøjede kalium.
Et let forhøjet kalium kan ses ved behandling med kalium-besparende vanddrivende midler og ved en lidt for sur reaktion i kroppens stofskifte – metabolisk acidose. For højt blodsukker på grund af insulinmangel kan også føre til for højt kalium, og ved store anstrengelser kommer der også forhøjet kalium, men det ændrer sig lynhurtigt igen til lidt for lavt kalium i blodet.
Visse lægemidler, fx de blodtrykssænkende ACE-hæmmere, angiotensin II hæmmere og betablokkere kan medføre forhøjet kalium. Det kan penicillin og NSAID midler som fx gigttabletterne ibuprofen, diclofenac m.fl. også. Det gælder også for kaliumbesparende lægemidler, det blodfortyndende heparin og for naturmidler som Ginseng og Havtorn.
Er der tale om sygdom, må man tænke på nedsat nyrefunktion eller nedsat dannelse af hormonet aldosteron, der bla. styrer udskillelsen af kalium. Nedsat aldosteron kan skyldes dårlig funktion af binyrebarken eller være en følge af behandling med visse typer medicin som fx de blodtryksnedsættende ACE-hæmmere eller gigttabletter af NSAID-type, fx ibuprofen.
Der er oftest ved forhøjet kalium i blodet tale om nedsat udskillelse af kalium.
Symptomerne ved reelt forhøjet kalium er muskelsvækkelse, der kan stige til lammelser og påvirke hjertets elektriske system og evt ende med hjertestop.
Man kan nedsætte kalium ved at bruge vanddrivende midler, hvis nyrerne fungerer godt. Man kan også bruge ion-bytterbehandling eller dialyse.
Midlertidigt kan man nedsætte kalium ved at give insulin, der medfører en optagelse af kalium i cellerne. Men det er i høj grad en specialistopgave.
Man skal selvfølgelig finde årsagen og gøre noget ved den. Det kan betyde ændring af kosten, så man ikke får næringsmidler med et højt indhold af kalium, surhedsgraden i kroppen må korrigeres, og man kan evt. give binyrebarkhormoner med særlig virkning på mineraludskillelsen (mineralocorticoider), fx spironolacton. Læs mere om syre-base balancen på www.radiodoktoren.dk
Hvilke madprodukter, man skal undgå, er noget, man bør snakke med en diætist om. Det er for enkelt blot at fraråde grønsager og frugt, der er af meget stor betydning for sundheden og indeholder vigtige stoffer, der blandt andet forebygger kræft og hjerte- kredsløbssygdomme. Disse stoffer må så gives på anden måde som tilskud.
De ti fødevarer med højst indhold af kalium er:
Bønner, især hvide
Mørkegrønne bladgrønsager, som fx spinat
Bagte kartofler
Tørrede abrikoser
Squash
Yoghurt
Fisk, især laks
Avocados
Svampe
Bananer