Synsnervebetændelse – opticusneuritis

Synsnervebetændelse er i de fleste tilfælde en autoimmunt udløst skade på synsnerven, hvor immunsystemet fejlagtigt angriber isoleringen (myelinet) omkring synsnerven. Det viser sig ved en betændelsesreaktion – inflammation, hvor synsnerven bliver irriteret og svulmer op, hvilket går ud over dens funktion.

 Der kommer synsnedsættelse i varierende grad i løbet af timer til dage, oftest med smerter og ømhed af øjet, når det bevæges. I tre fjerdedele af tilfældene er det kun det ene øje. Sygdommen begynder oftest i 20-50 års alderen, og tre fjerdedele af de ramte er kvinder.

 I cirka halvdelen af tilfældene er synsnervebetændelsen en forløber for dissemineret sclerose (MS). Andre årsager kan være påvirkninger fra gifte eller tungmetaller, skovflåtbid (Borreliose), autoimmune gigtlidelser, som fx LED (lupus erythematosus disseminatus) eller sarkoidose samt alkoholisme og medicinmisbrug. Det er disse ting, der igangsætter den autoimmune reaktion og inflammationen.

Det er vigtigt at blive undersøgt på en specialafdeling for øjensygdomme, hvor man  ved hjælp af blodprøver, undersøgelse af rygmarvsvædsken og MR-scanning søger efter årsagen og stiller diagnosen.

 Man behandler med midler, der undertrykker den autoimmune reaktion og  inflammationen, blandt andet med binyrebarkhomon, og søger samtidig at modvirke den oprindelige årsag til den autoimmune reaktion.

Læs mere om autoimmune sygdomme og om inflammation på www.radiodoktoren.dk

 Kosten, fordøjelsen, tarmens funktion og tæthed spiller blandt andet en rolle ved udviklingen af autoimmune sygdomme, og det er vigtigt, at kroppen får tilført alle de næringsstoffer, blandt andet vitaminer og mineraler, som den har brug for, og at man undgår at belaste sin krop med kunstige kemiske stoffer af enhver art, inkl. ikke økologisk kosmetik.

 Normalt kommer synet tilbage i løbet af dage til uger, men der kan gå længere. Heldigvis genvinder langt de fleste (95%) et normalt syn. Der kan dog komme tilbagefald.

Comments are closed.