Erythema multiforme og Stevens Johnson syndrom

Erythema multiforme er en reaktion i huden fra immunsystemet.

 

Sygdommen kan udløses af mange forskellige ting, hyppigst af herpes simplex (forkølelsessår), halsbetændelse med streptokokker, mycoplasmainfektioner, yersiniainfektioner (“svinebakterien”), lægemidler, kemikalier, fødevarer og nogle sygdomme.

I mange tilfælde kan man ikke med sikkerhed finde nogen årsag. Man kan se sygdommen/reaktionen i alle aldersklasser, men hyppigst i alderen mellem 20 og 50 år. Der er formentlig tale om en autoimmun reaktion.

Der kommer i huden mørkerøde hævede velafgrænsede pletter, mest på fødder, arme og ben. De vokser i omfang i løbet af 1-2 døgn til få centimeters størrelse, og kan flyde sammen til guirlandeformede forandringer. I svære tilfælde kan der komme blæredannelse.

Opheling af elementerne starter i centrum, men nye elementer kan bryde frem i løbet af en uge. Udslættet kan være ømt, men klør normalt ikke ret meget.

Sygdommen er oftest mild uden særligt mange symptomer og forsvinder uden følger i løbet af 1-2 uger. Der kan komme tilbagefald, især ved herpesinfektioner.

I få tilfælde viser sygdommen sig i en mere voldsom form, kaldet Stevens-Johnson´s syndrom. Her kan der være feber og påvirkning af almentilstanden, blæredannelse og sår på slimhinder. Det kan eventuelt udvikle sig til en livstruende tilstand med afløsning og henfald af det yderste hudlag (toxisk epidermal nekrolyse).

Man bør søge at finde årsagen til erythema multiforme og behandle den. Oftest er behandling dog unødvendig, og man skal være tilbageholdende med lægemidler, da sygdommen netop kan være udløst af lægemidler.

I svære tilfælde kan man forsøge med store doser binyrebarkhormon, selvom undersøgelser ikke har vist nogen sikker virkning af dem. Ved Stevens-Johnson syndromet er indlæggelse nødvendig.

Da en overreaktion i immunsystemet er involveret, eventuelt autoimmunitet, er det klogt at gøre sit bedste for, at det kommer til at fungere bedst muligt, og her kommer kosten og kosttilskud ind. Læs mere om autoimmune sygdomme og reaktioner samt om immunsystemet og immunforsvaret på www.radiodoktoren.dk

 

Comments are closed.