Tænderne og kroppen
Har tænderne indflydelse på organerne og resten af kroppen? Er der en sammenhæng mellem enkelttænder og de enkelte organer? Kan der opstå celleforandringer i de tilhørende organer, hvis en tand er betændt og ikke behandles eller trækkes ud?
Fisken
Tænderne har på mange måder stor betydning for sundheden i resten af kroppen. Betændelse i tandkødet eller i tandrødder medfører, at bakterier går over i blodet og ud til organerne, og hvis man ikke har et godt immunforsvar, vil der kunne opstå betændelse disse steder, for eksempel i hjerteklapperne eller nyrerne.
Det er ofte i rodbehandlede tænder, at der opstår betændelse. Tænder har rødder med rodkanaler og tusindvis af små sidekanaler. Ved en rodbehandling fjerner tandlægen rødderne i hovedkanalerne, men ikke i de små sidekanaler, hvor de døde nerver er efterladt. Anaerobe bakterier, der kan leve uden ilt, trives i disse kanaler og nedbryder knoglevævet omkring tanden. Der opstår en byld, og bakterierne danner gifte, som sammen med bakterier spreder sig i lymfekanaler og blodårer til resten af kroppen.
Der opstår en generel betændelsesreaktion, inflammation, som er grundlaget for en række sygdomme, blandt andet gigtlidelser og kræft. Læs mere om inflammation på www.radiodoktoren.dk I mange tilfælde er tænderne derfor den egentlige årsag til sygdom, så det er vigtigt at passe dem ordentligt og gå regelmæssigt til tandlæge.
Det er derfor oftest det rigtigste at få fjernet tænder med rodbetændelse, da de er en tikkende bombe. Når tanden er fjernet, skal tandlægen også rense grundigt i vævet omkring steder, hvor tanden har siddet, så bakterierne ikke lever videre i dødt væv.
Ved begyndende betændelse i tænder og tandkød kan det være muligt at bekæmpe betændelsen med naturlige antiinflammatoriske og antibakterielle midler. Blandt andet med det tibetanske naturmedicinske middel Padma Plus (tidl. Padma 28) og med kolloidt sølv. Læs mere om naturlige alternativer til antibiotika på www.radiodoktoren.dk
Det er rigtigt, at de enkelte tænder via energimeridianer, der er kendt fra akupunktur behandling, har forbindelse til de organer og væv, der ligger langs meridianen. Jeg kan nævne et eksempel fra min nærmeste omgangskreds, hvor en dame havde gået med betændelse i en tand i adskillige år og havde fået den behandlet mange gange hos tandlægen, uden at den var blevet trukket ud. Hun udviklede en knude i venstre bryst, svarende til den betændte tand, og det viste sig desværre, at det var brystkræft.
For at se tændernes forbindelse via meridianer til kroppen og til sygdom kan man gå ind på www.klinikfortandsundhed.dk Klik på amalgamsanering/kviksølvfri.