At gå i søvne kan forekomme i alle aldre. 18 procent af verdens befolkning har tilbøjelighed til at gå i søvne. Den højeste forekomst er hos børn i 11-12 års alderen. .
Mest hos drenge. Af alle voksne har 20-30% mindst en gang i livet gået i søvne, og har næsten altid gjort det som børn. Efter en periode uden symptomer kommer det så igen, almindeligvis i 30-50 års alderen, og hos voksne er der tendens til at søvngængeri bliver kronisk. Der er en en arvelig tilbøjelighed. Hos voksne kan der være en sammenhæng med en forstyrret personlighed og psykiske lidelser.
Mænd er mere tilbøjelige end kvinder til at gå i søvne.
Søvngængeri optræder oftest i den første trediedel af søvnen, i den dybe søvn, som kortvarigt afbrydes af små opvågninger, hvor barnet er konfust – forvirret. Det går famlende omkring og kan fx tisse i et hjørne af soveværelset.
Søvngængeri kan også optræde under feber, og kan have sammenhæng med sengevædning og natlige angstanfald.
Det er vigtigt at sørge for, at barnet ikke kommer til skade, men lige så stille bliver dirigeret tilbage til sengen. Der er ingen grund til at vække barnet, for det er ikke til at komme i kontakt med alligevel. Søvngængerens øjne er åbne, med vedkommende ser ikke noget. Hjernen sover. Han finder rundt efter den dybe hukommelse.
Der er oftest ingen erindring om tilfældet næste dag.
Det er ikke en sygdom, og søvngængeriet forsvinder i reglen gradvist i begyndelsen af teenage-alderen.
Søvngængeriet forekommer oftest ved pludselig opvågning fra dyb søvn, som børn og unge befinder sig i under en fjerdedel af søvnen, mens den dybe søvn bliver kortere og kortere med stigende alder.
I de fleste tilfælde går de ramte faktisk ikke i søvne, men sætter sig op, kigger sig omkring, lægger sig igen og falder i søvn igen omgående. Men man har set mennesker tage bad, tage tøj på, køre bil eller spise, mens de teknisk set sov. Søvngængere har øjnene åbne, men øjnene er oftest stirrende eller tomme. Taler man til en søvngænger,
vil man oftest ikke få svar eller et uforståeligt svar.
Søvngængeri er normalt ikke forbundet med fare, men der kan ske ulykker.
Der sker normalt ikke noget ved at vække en søvngænger, men det er set, at søvngængere kan blive aggressive, når søvnen afbrydes af andre. De er dog mest farlige for sig selv. Det bedste er at styre dem lige så stille tilbage i deres seng.
Risikoen for søvngængeri kan øges ved sygdomme som refluks (halsbrand), søvnapnø, natlige kramper eller uro i benene. Se på www.radiodoktoren.dk
Forebyggelse af søvngængeri:
Sørg for tilstrækkelig søvn
Undgå for meget stress
Undgå ophidsende oplevelser før sengetid, fx skrækfilm
Undgå alkohol
Meditation eller afspændingsøvelser
Undgå at have knive eller andet farligt i soveværelset
Fjern forhindringer, så der ikke er noget at støde imod
Brug tunge gardiner for vinduet
Sov om muligt i stueplan
Lås døre og vinduer
Sæt en klokke eller alarm på soveværelsesdøren
Medicin kan være nødvendig, hvis der er en reel risiko for, at der kan ske ulykker under søvngængeriet. Desuden hvis det forstyrrer familielivet meget, eller ved udtalt søvnighed om dagen (søvnapnø, hvor søvn med overtryksmaske hjælper).
Man kan forsøge med naturmedicinen prikbladet perikum (hyperikum), 1-2 kapsler ved sengetid. Man kan normalt ophøre med medicin efter en måneds tid uden tilfælde af søvngængeri.