Archive for februar, 2010

Osgoood-Schlatters sygdom

torsdag, februar 11th, 2010

Osgood-Schlatters sygdom er meget almindelig hos piger mellem 8 og 13 år og hos drenge mellem 10 og 15 år. Mest almindelig hos drenge. Ofte i forbindelse med det, der kaldes vækstspurt, når barnet pludselig vokser rigtig meget. Det kan være på et eller begge ben. I cirka halvdelen af tilfældene kan den udløsende årsag være skader på knoglefremspringet ved fx fald på knæene, og overbelastning ved sport spiller også en væsentlig rolle.

Symptomerne er hævelse og ømhed, sommetider lidt rødme, på knoglefremspringet opadtil og fortil på skinnebenet, lige under knæet på det sted, hvor senen fra knæskallen sætter sig fast. Der er et meget kraftigt træk her fra de kraftige muskler på forsiden af låret, og smerterne ved sygdommen bliver fremkaldt eller forværret af løb, hoppen, trappegang og megen skiften mellem at sidde i hug og rejse sig.

Sygdommen plejer at gå over af sig selv i løbet af 1-2 år, typisk når højdevæksten bliver mindre. Så forsvinder hævelsen og smerterne, men knoglefremspringet kan godt være lidt mere udtalt bagefter.

Det er meget sjældent, at sygdommen fortsætter efter puberteten.

Den unge skal prøve at undgå aktiviteter med hoppen, længere løb, lang tids fodbold og aktiviteter, hvor det er nødvendigt at gå ned i knæ hele tiden. Men det giver sig selv, for så kommer der smerter. I virkeligheden kan man godt lade den unge selv finde ud af, hvor meget vedkommende kan tåle. Smerterne vil sætte en naturlig begrænsning, og risikoen for skader ved overbelastning er lille. Det er også meget uhensigtsmæssigt, at børn og unge bevæger sig for lidt, både af hensyn til muskelkraft og udvikling samt hjernefunktionen. Bevæge sig rigtigt og gerne meget uden at overbelaste, det er kampråbet mod enhver form for gigt.

Det er bedst at undgå smertestillende medicin, både fordi det ikke er godt at give børn medicin, og fordi barnet så måske overdriver med sport etc. Man kan evt, hvis det er meget ømt, bruge en gigtsalve eller crème til at smøre på, fx med ibuprofen, eller alternativt Tigerbalsam eller Aloe vera Heat Lotion.

Det er også fint med en ispakning (ikke direkte på huden, men et viskestykke imellem), når der er smerter efter belastning.

Hvis symptomerne er særlig udtalte, kan en knæbandage eller et støttebind være godt.

I Østrig behandler lægerne sygdommen med omslag med kvark, og de østrigske læger er dygtige til at behandle skader på bevægeapparatet og overbelastning af det.

En amerikansk læge, Dr. Wight, har igennem 25 år set en 100 procent bedring af sygdommen ved at give tilskud af E-vitamin, 200-400 enheder dagligt, og selen 200 mikrogram dagligt. Man skal give tilskuddet, indtil symptomerne er væk, og så fortsætte i yderligere en måned.